Statsministeriet indkalder til pressemøde om coronavirus

Det er uvist, om der vil blive indført nye tiltag eller restriktioner.

(Foto: Philip Davali © Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen vil i eftermiddag igen orientere om situationen med coronavius i Danmark.

Det fremgår af en kortfattet pressemeddelelse fra Statsministeriet, der ikke løfter sløret for, om der bliver indført nye forholdsregler i forsøget på at inddæmme spredningen af virus.

Pressemødet begynder klokken 15 og kan følges på både DR1, P1 og P4 på radioen og her på dr.dk.

På det seneste pressemøde den 17. marts præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) en række nye tiltag.

Blandt andet blev det midlertidigt forbudt at samles mere end ti personer ved offentlige arrangementer, begivenheder og aktiviteter - både indenfor eller udenfor.

Lukkede grænser og skoler

Det fulgte i kølvandet på et pressemøde den 11. marts, hvor statsministeren også på et pressemøde annoncerede en række omfattende indgreb i det offentlige liv.

Blandt andet at elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner skulle sendes hjem, og at indendørs kulturtilbud skulle lukkes.

Bare to dage senere talte Mette Frederiksen igen til befolkningen, og denne gang var det for at fortælle, at Danmarks grænser ville lukke for alle undtagen danske statsborgere og rejsende med et "anerkendelsesværdigt formål".

Det første coronarelaterede pressemøde i Statsministeriet blev afholdt den 6. marts, og ved den lejlighed lød opfordringen, at alle arrangementer med flere end 1.000 deltagere skulle aflyses.

Ny teststrategi

I går meddelte sundhedsmyndighederne, at Danmark ville omlægge sin strategi i forhold til test, så den flugter med anbefalingen fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Derfra lød den utvetydige opfordring, at der skulle testes så meget som muligt i forsøget på at inddæmme coronavirusset.

- Det gælder altså også Danmark, sagde ældre- og sundhedsminister Magnus Heunicke (S), efter at Sundhedsstyrelsen ellers havde fastholdt, at der blev testet i et tilstrækkeligt omfang.

Fremover vil der derfor i højere grad end tidligere blive blandt medarbejdere, der varetager kritiske funktioner i sundhedsvæsenet, ældreplejen og i indsatser for socialt udsatte.