Statsrevisorer kritiserer: Staten har tabt milliarder på vaccinesalg

Et langsomt salg af statens vaccineproduktion kostede statskassen dyrt, viser beretning fra Rigsrevisionen.

Staten solgte i 2016 sin vaccinefabrik til et saudiarabisk firma. Det har kostet statskassen mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner, lyder et skøn fra Rigsrevisionen. (Foto: Betina Garcia © Scanpix)

Sundheds- og Ældreministeriet sad på hænderne og fik ikke afhændet statens vaccineproduktion hurtigt nok, hvilket betød at statskassen har tabt mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner.

Sådan lyder konklusionen i en beretning fra Rigsrevisionen, og det får Folketingets Statsrevisorer til at kritisere processen, der ledte til et salg.

Udgifterne skyldes dels det driftsunderskud, der var i vaccineproduktionen i årene op til salget, der ifølge statsrevisorerne blev gennemført for langsomt.

Foruden de årlige tab ved vaccineproduktionen, betød den "langsommelige gennemførsel" af salget også, at statskassen gik glip af et forventet overskud ved selve salget på mellem 0 og 285 millioner kroner. I stedet lød regningen fra salget på 279 millioner, fremgår det af Rigsrevisionens beretninger. Det beløb er inklusiv den huslejerabat, som den nye ejer af vaccineproduktionen, Aljomaih Group, har fået de første fire år.

- Det der slår mig mest den langsommelighed og mangel på planlægning, der har været i den her situation. Det er utrolig uhyggeligt, hvad der er foregået af slendrian i den her sag, konstaterer statsrevisorernes næstformand, Henrik Thorup (DF).

Beslutningen om at sælge blev truffet i 2012, men først fire år efter - i 2016 - blev vaccinationsproduktionen solgt.

Salgsprisen blev lavere end forventet

Den lange salgsproces har ifølge Henrik Thorup betydet, at salgsprisen blev væsentligt lavere end forventet. S

- Købere har kunnet følge, hvordan produktionen år efter år gav større og større underskud, siger han.

Vaccineenheden under Statens Serum Institut har ansvaret for det danske beredskab mod smitsomme sygdomme. Men produktion af vaccinen er solgt og altså nu ejet af det saudiarabiske konglomerat Aljomaih Group.

For et år siden kom det frem, at skatteborgerne kunne være gået glip af op mod 270 millioner kroner, da vaccineproduktionen på Statens Serum Institut blev solgt til det saudiarabiske selskab.

Salgsprisen lød på 15 millioner kroner, men efterfølgende viste en vurdering fra konsulenthuset PwC, at statens vaccineproduktion havde en værdi på en halv milliard kroner, og at man erfaringsmæssigt kunne sælge for det halve af den værdi. Altså en salgspris på 285 millioner mod de 15 millioner, som salget indbragte statskassen.

Forløbet fik i sommer Rigsrevisionen til at igangsætte en undersøgelse af egen drift af salget.

Frasalg præget af mangler

Af beretningens konklusion fremgår det også, at Sundheds- og Ældreministeriet ikke udarbejdede en tilstrækkelig forretningsplan før salget, ligesom der ikke blev lavet fastholdelsesaftaler med kernepersonale om at blive i vaccineproduktionen.

Derudover har Rigsrevisionen, der er en uafhængig kontrolinstans under Folketinget, også påpeget, at grundlaget for beslutningen om at sælge vaccineproduktionen ikke var ”afbalanceret”.

Det kritiseres også af statsrevisorerne, der anfører arbejdet med salget som ”mangelfuldt”.

SF's Peder Larsen, der er formand for statsrevisorerne, er rystet over forløbet.

- Det er jo et rystende eksemplar på, hvordan man ikke skal forsøge at sælge et aktiv i staten. Det er næsten en lærebog i, hvordan man ikke skal gøre, siger han.

Ministeriet genkender ikke beregningerne

Sundheds- og Ældreministeriet har ikke ville forholde sig til Rigsrevisionens samlede beregning for tabet i forbindelse med salget af vaccinefabrikken i beretningen. Men i en pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside anfører man sin uenighed i beregningerne.

"Ministeriet kan ikke genkende de tal, som Rigsrevisionen er kommet frem til, og Rigsrevisionen har ikke forholdt sig til ministeriets kritik af beregningen."

"På en række punkter er Sundheds- og Ældreministeriet markant uenig i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere frasalget af den underskudsramte vaccineproduktion i Statens Serum Institut (SSI). Foruden en stribe beregninger drejer det sig også om ministeriets fokus og proportionaliteten i den kritik, der rejses," lyder det på ministeriets hjemmeside.