Støjberg: Afsløring af asylansøger-snyd er godt arbejde af Udlændingestyrelsen

634 asylansøgere, der snød med identiteten, vidner om behovet for grundige asylsamtaler, siger minister.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg roser sin egen styrelse, efter den har opdaget 634 asylansøgere, der har snydt med identiteten.

- Det er jo utrolig godt arbejde.

Sådan lyder rosen fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) af sin egen udlændingestyrelse, efter det er kommet frem, at 634 asylansøgere har snydt med identiteten.

Styrelsen har efter flere måneders undersøgelse af identiteten på over 700 asylsøgere, der alle sagde, at de var forfulgte og undertrykte statsløse fra Kuwait, fundet frem til, at størstedelen i virkeligheden slet ikke kommer derfra, skriver Jyllands-Posten i dag.

Behov for grundige samtaler

Inger Støjberg understreger, at det viser behovet for at gennemføre grundige samtaler med de asylansøgere, der søger om asyl i Danmark.

- Vi bliver nødt til at være helt sikre på, vi kommer til bunds i de samtaler, vi har med asylansøgere. For det er ikke alle deres historier, der er rigtige, siger hun.

Det er et specialteam i Udlændingestyrelsen, der ved hjælp af en omfattende kortlægning af familiemønstre samt spor på sociale medier, mobildata og internationalt samarbejde har påvist, at de mange asylsøgere formentlig i stedet stammer fra Irak.

Over 300 af personerne har vist sig at tilhøre samme familie.

Vil undgå løgne

Sagen har fået de Konservatives udlændingeordfører Naser Khader til at foreslå, at der tilføres flere penge til arbejdet med at afdække identiteten ude i styrelsen. Men det mener Inger Støjberg ikke er nødvendigt, fordi der ”løbende bliver tilført flere resurser”.

Derudover fremhæver hun, at der allerede ligger et lovforslag i Folketinget, der – hvis det bliver vedtaget – vil straffe det at lyve i asylbehandlingen yderligere.

- Det betyder, at hvis man lyver under asylbehandlingen, og man så efterfølgende finder ud af det, så får man ikke permanent ophold i Danmark, og man kan ikke blive dansk statsborger, siger Støjberg og uddyber:

- Man skal jo kun være i Danmark, hvis man er forfulgt. Vi skal hjælpe mennesker i nød, men folk der forsøger at snyde sig til at være i Danmark, de skal selvfølgelig ikke være her.

De 634 asylansøgere har alle fået afslagasyl. Flygtningenævnet, der er anden og sidste instans i asylsager, har netop afgjort de første 16 klagesager fra ansøgerne og i alle tilfælde stadfæstet afslaget fra Udlændingestyrelsen.

Facebook
Twitter