Støjberg forklarer fejl med "enormt pres" på embedsmænd

Der er tale om et meget beklageligt forløb, erkender udlændinge- og integrationsministeren på samråd.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) erkender, at der er sket fejlbehandling i sager om syge udlændinge. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

På et samråd i Folketinget her til eftermiddag erkender udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at der er begået fejl i sagsbehandlingen af ansøgninger om humanitære opholdstilladelser fra syge udlændinge.

Fejlene er opstået, efter at den såkaldte Paposhvili-dom faldt i december 2016. Det kan betyde, at flere syge udlændinge har fået afslag på en humanitær opholdstilladelse i Danmark i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

- Sagt ligeud gik der for lang tid, før man blev opmærksom på dommen. Og der gik for lang tid, før man fik fortolkningen på plads, sagde Inger Støjberg på samrådet.

Hele sagen er kommet på dagsordenen i både medier og i Folketinget, efter at Radio24syv i flere omgange har beskrevet sager, hvor der ifølge eksperter er blevet sagsbehandlet forkert.

Man er også meget ked af i fagkontoret, at der er sket en fejl, men det må vi bare konstatere, at sådan er det.

Inger Støjberg

- Der er tale om et meget beklageligt forløb, som jeg som minister selvsagt ikke er tilfreds med, sagde Inger Støjberg.

Støjberg: Sådan er det

Konkret betyder den såkaldte Paposhvili-dom, at Inger Støjbergs ministerium i nogle sager skal undersøge en udlændings muligheder for at blive behandlet for en alvorlig sygdom i sit hjemland grundigere end hidtil.

For hvis en udlænding ikke kan få den nødvendige behandling af sin alvorlig sygdom, og et ophør i behandlingen i værste fald vil betyde en tidligere død end forventet, så kan vedkommende ikke udsendes.

Inger Støjberg erkender, at man ikke har fået lavet en ny praksis hurtigt nok – og begrunder det med travlhed i ministeriet.

- Vi har gennemført enormt store ændringer i udlændingepolitikken. Der er blevet strammet op igen og igen og igen. Der har været et enormt pres på de medarbejdere, og det har jeg meget stor forståelse for.

- Man er også meget ked af i fagkontoret, at der er sket en fejl, men det må vi bare konstatere, at sådan er det. Men jeg vil bare sige, at jeg har enorm stor respekt for det pres, som medarbejderne i ministeriet har været og er underlagt, siger Inger Støjberg.

Det er blandt andet Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Alternativets Josephine Fock, der på baggrund af Radio24syvs omtale har kaldt Inger Støjberg i samråd.

Syv sager skal genoptages

Men her afviste Inger Støjberg direkte, at hun har haft nogen som helst indflydelse på, at der kan være blevet hjemsendt syge udlændinge på et manglende grundlag i henhold til Paposhvili-dommen.

- Har jeg på en eller anden måde forsøgt at stille de her ting i bero og været inde og prøve at røre på nogle knapper og håndtag? Jeg hørte jo Josephine Fock tidligere på tv insinuere, at jeg på en eller anden måde skulle have været inde og røre ved de her ting. Der er svaret nej, lød det fra Inger Støjberg.

I syv af sagerne om humanitær opholdstilladelse er ansøgeren allerede udrejst eller udsendt af Danmark. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil nu prøve at finde disse personer med henblik på at se på deres sag igen.

I en af de syv sager er det allerede nu vurderingen, at sagen er omfattet af den ændrede praksis. Ifølge Inger Støjberg er det fortsat uvist, om det er nødvendigt at få personerne tilbage til Danmark.

- De syv personer skal ikke nødvendigvis til Danmark. Men vi vil prøve at få kontakt til dem. Det ligger ikke fuldstændig 100 procent klart, hvordan vi vil gøre det, men vi vil gøre, hvad vi kan for at få kontakt til de syv personer, siger hun.