Støjberg går til angreb på muslimske værdier

V-ordfører opfordrer muslimer, der nedgør danske værdier, til at finde et andet sted at bo.

Inger Støjberg kritiserer i sin kronik Islamisk Trossamfund for at acceptere arrangerede ægteskaber og for ikke at tage entydig afstand fra stening. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg, langer mandag i en kronik i Politiken hårdt ud efter de muslimer i Danmark, der konstant modarbejder, konstant stiller spørgsmålstegn, er utilfredse.

Hun har en kontant opfordring til muslimer, der nedgør danske værdier:

- Til alle jer. Find et andet sted at leve og bo. Ingen holder på jer eller tvinger jer til at blive. Vi har taget imod jer, og nu er det op til jer at udvise den fornødne respekt for vort samfund og de værdier, det bygger på, skriver hun i Politiken.

DF: Der skal handling bag ordene

Dansk Folkeparti støtter umiddelbart Venstres Inger Støjberg i hendes udfald mod muslimer i Danmark.

- Men der skal konkret handling til, ellers bliver det et slag i luften, siger udlændingeordfører Martin Henriksen til DR Nyheder og fortsætter:

- Synspunktet giver jo ingen mening, hvis Venstre ikke samtidigt bakker op bag målsætningen om at begrænse indvandringen fra muslimske lande.

Han håber derfor, at Venstre vil medvirke til en stramning af asylreglerne, reglerne for arbejds- og opholdstillaldelse og reglerne for familiesammenføring.

Var til møde med Islamisk Trossamfund

Baggrunden for kroniken er, at Inger Støjberg for et halvt års tid siden var inviteret til dialogmøde i Det Islamiske Trossamfunds moské i København.

Forinden havde den forhenværende minister gjort sig bemærket med en kommentar om, at muslimer med radikale holdninger burde fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles.

Trossamfundet ville gerne i dialog med politikeren, som de mente udtalte sig unuanceret negativt om muslimer.

Udtalelser overrasker ikke

Inger Støjberg kritiserer i sin kronik Det Islamiske Trossamfund for at acceptere arrangerede ægteskaber og for ikke at tage entydig afstand fra stening.

Talsmand Imran Shah syntes, at de havde et godt møde, og kan ikke forstå, hvordan Inger Støjberg kan få så forkerte konklusioner og overfortolkninger ud af det.

- Men jeg tror aldrig nogensinde, at hun har udtalt sig positivt om den muslimske minoritet i Danmark, så hendes udtalelser er ingen overraskelse for os, og derfor tager vi dem med et gran salt, siger Imran Shah til Politiken og fortsætter:

Ikke brug for mudderkastning

- Men det er til gengæld meget uansvarligt over for den danske befolkning. Vi skal finde nogle løsninger på de økonomiske udfordringer i stedet for at kaste mudder på hinanden.

- Det virker så hovedløst, at hun går ud i en forkvaklet værdikamp, som ikke findes nogen steder, i stedet for at være løsningsorienteret over for de virkelige problemer.

/ritzau/DR Nyheder

Facebook
Twitter