Støjberg i muligt konventionsbrud: Jeg gør det med åbne øjne

Med et forslag om strammere krav for permanent ophold risikerer regeringen at bryde konventionerne, erkender udlændinge- og integrationsministeren.

Regeringen ser gerne, at antallet af asylansøgere i Danmark bliver bragt yderligere ned. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Regeringen står igen med tåspidserne helt ude ved kanten af de internationale konventioner efter at have fremlagt et forslag om at stramme reglerne for ophold i Danmark.

Det erkender udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) åbent.

- Vi mener, at vi går til kanten af konventionerne og gør det med åbne øjne, siger hun på et pressemøde i Finansministeriet.

Regeringen lægger op til, at folk, der er kommet til Danmark som indvandrere, skal vente helt op til 11 år på at få familiesammenføring.

Det er kun godt 10 måneder siden, at Inger Støjberg sidst erkendte, at hun var villig til at gå helt ud til kanten af konventionerne.

Dengang ville regeringen lade visse grupper af flygtninge vente helt op til tre år på at få familiesammenføring - forslaget blev senere vedtaget i Folketinget.

Vil indføre nødbremse

Regeringen vil også indføre en såkaldt "nødbremse", så asylansøgere kan afvises ved grænsen.

Nødbremsen gør det dog kun muligt at sende asylansøgere tilbage, hvis vi får en situation, som ligner den, vi oplevede i september 2015 med flygtninge på motorvejene.

- Hvis vi kommer i en situation med meget voldsomt pres på de danske grænser, så vil den til enhver tid siddende regering have bemyndigelse til at trække i nødbremsen, siger Inger Støjberg.

Regeringen vil også "se kritisk på den praktiske fortolkning af konventionerne" og forsøge at føre konventioner tilbage til kernen, som det hedder i 2025-planen.

- Vi vil aktivt bruge vores formandskab i Europa-rådet (fra november 2017 og et halvt år frem, red.) til at presse på for at bringe konventionerne tilbage til det oprindelige, for de har bredt og spredt sig, siger Inger Støjberg.

Hun påpeger blandt andet, at regeringen gerne ser, at det i langt højere grad bliver muligt at udvise kriminelle udlændinge.

Facebook
Twitter