Støjberg: Jeg er ærgerlig over familiesammenførings-dom

Integrationsministeren er overrasket over dagens EU-dom, der fastslår, at Danmark i flere år ulovligt har afvist familiesammenføring af alle tyrkiske børn.

EU-dommen betyder dog ikke, at alle tyrkiske statsborgere nu kan få familiesammenføring, siger integrationsminister Inger Støjberg (V). (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Jeg er ærgerlig over dommen. Den er efter min mening ikke i Danmarks interesse.

Så klar er reaktionen fra integrationsminister Inger Støjberg (V), efter EU-Domstolen i dag har slået fast, at den danske udlændingelov ulovligt begrænser den ret, som tyrkiske arbejdstagere har til at få familiesammenføring med deres børn.

- Jeg havde forventet, at dommen ville fastslå, at reglerne i udlændingeloven var i overensstemmelse med EU-rettens regler om tyrkiske statsborgere. Men nu er EU-Domstolen så nået til et andet resultat, udtaler i ministeren i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Sagen blev taget op, efter ung tyrker havde fået afslag på at få opholdstilladelse i Danmark, hvor hans far, der har forældremyndigheden over ham, bor og arbejder.

Begrundelsen fra de danske myndigheder lød, at den unge tyrker ikke havde mulighed for at blive ordentlig integreret.

Men den afgørelse strider ifølge EU-Domstolen med EU's associeringsaftale med Tyrkiet.

Inger Støjberg udtaler, at hun nu vil bruge den næste tid på ”en nærmere analyse af dommen”.

- Jeg vil dog gerne understrege, at dette ikke betyder, at alle tyrkiske statsborgere nu kan få familiesammenføring. Vi vil fortsat kunne stille krav til de mennesker, der ønsker at komme til Danmark, så de, der får adgang, kommer til at bidrage positivt, udtaler ministeren.

FacebookTwitter