Støjberg og S: Flygtninge må optjene ferie før de kan afholde den

Men internt i Socialdemokratiet er der ikke enighed om manglende ferie til folk, der er på integrationsydelse.

Flygtninge, der er kommet til Danmark efter den 1. september sidste år og er på integrationsydelse, har ikke længere ret til at holde ferie fra denne sommer. Aktuelt er omkring 7000 mennesker på integrationsydelse, og kun hvis de får et job, kan de optjene ret til at holde ferie. Det betyder, at de skal gå i sprogskole hele sommeren. Arkivbillede fra Brøndby Kommunale Sprogskole. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

- Jeg forstår det simpelthen ikke. De er kommet til Danmark, de er i sikkerhed, vi sørger godt for dem og hjælper dem på alle måder. At de så vil have ferie oven i… det stopper simpelthen her.

Det er meldingen fra integrationsminister Inger Støjberg til DR Nyheder, efter, at 60-70 flygtninge fra Sprogskolen i Hadsten for nylig gik i protestmarch mod kommunens integrationskontor. De er utilfredse med, at de ikke har ret til at holde ferie, når de er på integrationsydelse, skriver Jyllands-Posten i dag.

Flygtninge, der er kommet til Danmark efter den 1. september sidste år og er på integrationsydelse, har ikke længere ret til at holde ferie fra denne sommer. Aktuelt er omkring 7000 mennesker på integrationsydelse, og kun hvis de får et job, kan de optjene ret til at holde ferie. Det betyder, at de skal gå i sprogskole hele sommeren.

De nye regler er en del af regeringens tiltag, der skal tvinge flere på sociale overførsler ud på arbejdsmarkedet.

De skal bare leve som alle andre

- Jeg kan slet ikke se noget argument for, at flygtninge skal holde ferie. De skal ud på arbejdsmarkedet i en ruf og optjene ferie, ligesom alle andre her i landet, siger Inger Støjberg.

Socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, siger, at det går ud over børnene, at de ikke kan holde ferie med deres forældre. Hvad mener du om det?

- Det, der er synd for børnene, er, at deres forældre ikke kommet ud på arbejdsmarkedet endnu. Det skal de, for så kommer de til at leve som alle andre.

Hvis man så ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, må man så som flygtning bare se i øjnene, at man ikke kan komme til at holde ferie i årevis?

- Ja. Hvis man er på integrationsydelse, kan man ikke holde ferie.

Uenighed hos socialdemokraterne

I Socialdemokratiet er udlændinge- og integrationsordfører, Dan Jørgensen, enig.

- Det vigtigste er, at flygtninge lærer sprog og får et arbejde. Det er det vigtigste både for dem selv og for samfundet. Efter en tid bliver de en del af det danske samfund, de får et job og kan optjene ferie ligesom alle andre, siger han.

Hvad mener du om, at der er børn, som skal tilbringe deres sommerferie i en institution, imens forældrene er i sprogskole?

- Jeg tror, at de fleste flygtninge, der kommer til Danmark, er glade for at være i sikkerhed. De flygter fra krig og ufred og er forfulgte, og jeg mener, at det er godt for børn at være i daginstitutioner i Danmark. De møder danske børn og lærer dansk, siger Dan Jørgensen.

Det er dog ikke alle socialdemokrater, der er enige med Dan Jørgensen. Borgmester Niels Borring fra Favrskov Kommune sagde tidligere i dag til P4 Østjylland, at det er i orden at stille krav til borgere, der får sociale ydelser, men at det er rimeligt, at man af hensyn til deres børn også giver dem mulighed for at have to ugers ferie sammen med dem om året.