Støjberg om overfyldte arresthuse: 'Lukning af Lindholm gør det kun værre'

Nye regler om meldepligt for udviste kriminelle giver pladsproblemer i arresthuse.

Inger Støjberg holder fast i, at det var det rigtige at stramme regler om meldepligt, selv om det har resulteret i overfyldte arresthuse. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Problemet med overfyldte arresthuse bliver kun værre, efter den nye socialdemokratiske regering har valgt at droppe planerne om et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt.

Sådan lyder det fra Venstres retsordfører Inger Støjberg.

For Lindholm var netop målrettet udviste kriminelle udlændinge og folk på tålt ophold.

- Den nye regering er selv gået i gang med at gøre problemet meget, meget værre ved at aflyse Lindholm. Hvis man sendte de her mennesker til Lindholm, så var der langt bedre styr på dem, siger Inger Støjberg.

Som tidligere udlændingeminister stod hun bag de regler, som ansatte i jyske arresthuse nu råber op omkring.

For en stramning af reglerne betyder, at der nu skal markant færre overtrædelser af meldepligten til, før udviste kriminelle og folk på tålt ophold kan varetægtsfængsles og derefter få fængselsstraf.

Det oplever de ansatte i arresthuse lige nu, hvor der er en overbelægning på grund af indsatte, der ikke har overholdt meldepligten.

Inger Støjberg mener ikke, problemet er, at reglerne er strammet for meget.

- At der er udlændinge, der kommer i fængsel, fordi de ikke overholder deres meldepligt, er en rigtig god ting, for vi skal have styr på de mennesker, der skal sendes ud af landet. Jeg er meget tilfreds med, at vi indførte strammere regler for kriminelle udlændinge, men jeg synes, de skulle have boet på Lindholm, siger hun.

Brug for flere fængselspladser

Samme toner lyder fra Dansk Folkeparti. Retsordfører Peter Skaarup mener, at regeringen må ud af busken og komme med en plan for, hvad der skal ske, efter Lindholm-planerne er droppet.

- Hvis regeringen ikke vil have en ø, må den finde en anden løsning. Det eneste, regeringen har gjort indtil videre, er at sige nej til øen.

- Hvis der er problemer med mandskab og plads, må regeringen sørge for, at det bliver tilvejebragt. Det er helt nødvendigt, at der styr på de mennesker, der er på tålt ophold. Det er kriminelle, der er udvist, siger Peter Skaarup.

Fængselsbetjentene har skrevet et brev til justitsminister Nick Hækkerup, hvor de gør opmærksom på problemet med de overfyldte arresthuse. Og de spiller selv ind med et forslag. Det nedlagte fængsel i Møgelkær syd for Horsens kan bruges. Det forslag bliver der taget godt imod hos Karina Lorentzen, retsordfører for SF.

- Vi er nødt til at se antallet af fængselspladser. Forslaget om at genåbne dele af Møgelkær lyder som et godt og konkret forslag. Der er nødt til at være en konsekvens ved at bryde meldepligten, og det betyder så, at vi fylder fængslerne, siger hun.

Det tidligere fængsel i Møgelkær bliver nu brugt til at uddanne fængelsesbetjente. Et nyt forslag kan betyde, at det igen skal være fængsel. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Enhedslistens udlændingeordfører Rosa Lund mener, at der er brug for at ansætte flere folk.

- Jeg kan sagtens forstå, at de her fængselsbetjente nu råber op. De arbejder under vanvittige forhold. Det første, vi skal gøre, er at ansætte mere fængselspersonale. Men vi kommer ikke uden om, at den lovgivning, vi har fået, betyder, at der nu sidder flere mennesker på tålt ophold i arresthusene, siger Rosa Lund.

Facebook
Twitter