Støjberg om svensk ID-kontrol: Følger udviklingen time for time

Øget svensk kontrol med ID-papirer får de danske myndigheder til at følge udviklingen tæt.

Inger Støjberg har tidligere i dag været i kontakt med den svenske migrationsminister, Morgan Johansson. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Den svenske regerings beslutning om at indføre skrappere kontrol med ID-papirer i alle kollektive transportmidler til og fra Sverige, kan medføre et øget antal asylansøgere i Danmark.

Kontrollen betyder nemlig, at eksempelvis mange uledsagede, unge flygtninge og afghanske flygtninge fremover vil blive afvist ved den svenske grænse. De har hidtil i stort antal ikke kunnet fremvise pas eller anden form for ID på vej ind i Sverige, skriver Sydsvenskan.

Den skrappere ID-kontrol får udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at holde et skarpt øje med udviklingen.

- Jeg kan garantere, at vi holder øje med det time for time, for mit mål er at bremse tilstrømningen til Danmark. Derfor sidder regeringen også i disse dage og forhandler med de blå partier og Socialdemokraterne om en markant opstramning af udlændingepolitikken, siger hun til DR Nyheder.

Sverige lægger udover den øgede ID-kontrol op til en række markante asylstramninger, der har det helt klare formål at få flere til at søge asyl i andre EU-lande.

Inger Støjberg påpeger dog, at man stadig kan søge øge asyl i Sverige under "en meget lempelig udlændingepolitik".

- For de stramninger, de har nævnt, de vil gennemføre, bliver tidligst gennemført til april, siger Støjberg, der ikke kategorisk vil afvise midlertidig grænsekontrol i Danmark, hvis tilstrømningen af asylansøgere øges markant.

- Jeg har ikke en ideologisk modstand mod grænsekontrol. Jeg har en praktisk tilgang til det. Og derfor er det også vigtigt at følge med i, om det her kommer til at ændre noget. Gør det det, må vi forholde os til det, siger Inger Støjberg.

De norske myndigheder har meldt ud, at de fra torsdag morgen indfører skærpet grænsekontrol som følge af Sveriges asylstramninger.