Når biografbilletter gemmes, er det som oftest, fordi det var her, man vidste, at personen i sædet ved siden af en var helt speciel. En dag man vil huske.

I en skuffe hjemme hos 20-årige Blerim Ameti ligger en seks år gammel billet fra Cinemaxx i Fisketorvet i København. Det er stort set ikke til at se længere, men hvis man kigger rigtig godt efter, kan man se, at der står ’American Sniper’ på den.

Blerim var ikke i biografen sammen med sin store ungdoms-flamme, men derimod med sin gode ven Dhia Hassan og fem-seks andre venner.

- Der var en pissefed stemning. Det var jo ikke så tit, at man var alle vennerne samlet og kunne tage i biografen uden forældre. Så der var allerede god stemning, inden vi kom til biografen – og nok også for god stemning i biografen, husker Dhia.

Foran ham i mørket sad en kvinde, hvis sæde han i første omgang kom til at sparke til, hvilket gjorde hende sur og irriteret.

- I starten tænkte jeg ikke over det. Men selvom jeg ikke ramte sædet, så kiggede hun tilbage. Der begyndte det også at blive sjovt, fordi hun reagerede, siger 20-årige Dhia, der i øjeblikket arbejder i en børnehave, mens han holder sabbatår, efter han i sommer blev student.

Herefter blev der også kastet med popcorn og slik, og det endte med, at der blev tilkaldt en biografmedarbejder, der skulle holde øje med de 14-15-årige drenge.

- Vi syntes jo, at det var sjovt, fordi vi var unge drenge, siger Dhia.

Ifølge Blerim endte det hele med, at biograf-konflikten stoppede, at de så filmen færdig, tog hjem og så tænkte de egentlig ikke mere over det.

- Når man er en del af det, ligesom med alt muligt andet, så tror jeg ikke, at man oplever det på samme måde som andre. Havde jeg siddet i deres sæde, havde jeg også tænkt, ”hold kæft nogle møgunger”, siger Blerim, der i dag læser på Roskilde Universitet og ved siden af er lærervikar.

Opslag på Facebook

Morgenen efter stod Blerim af bussen ved skolen i Nordvestkvarteret i København, som han plejede. Han nåede dog ikke at gå mange meter, inden en af hans venner kom over til ham og sagde, at deres biograftur var overalt.

Kvinden foran dem i biografen var politikeren Inger Støjberg, der på daværende tidspunkt var politisk ordfører for Venstre.

Efter biografturen havde hun sat sig til tasterne og skrevet et opslag, som hun delte på Facebook.

- Jeg er lige kommet hjem fra biografen. Her sad en flok indvandrerdrenge på vel omkring 14-15 år bag ved mig og generede fra start til slut. De sparkede på stolen, talte, kommenterede og kastede med slik. Hvornår er der nogen forældre, der griber ind, og hvornår sænker I drenge skuldrene? I bor i Danmark, og jeg begriber simpelthen ikke, at I ikke gør jer umage for at opføre jer ordentligt. I bliver ikke til noget, hvis I fortsætter sådan, skrev hun blandt andet.

Dhia var en af de første af drengene, der så opslaget. Han vidste ikke, hvem Inger Støjberg var. Det første han gjorde var at tagge vennerne, der var med ham i biografen.

- Efterfølgende så jeg kommentarerne og så, at der var vildt mange likes og delinger, og det blev virkelig en ting. Så jeg slettede faktisk min kommentar, fordi det måske var pinligt eller stødende, siger han.

I skolen havde drengene egentlig mest lyst til at fortælle alle, at det var dem, der lige pludseligt blev skrevet artikler om i alle landets største medier.

Da deres skolelærer fandt ud af, at det var dem, som opslaget handlede om, tog han dog fat i drengene.

- Han sagde, at vi skulle lade det ligge, fordi det kunne få konsekvenser i fremtiden for os og arbejdsmarkedet, siger Blerim.

Nogle af drengene talte dengang anonymt med Ekstra Bladet, men ellers gjorde de, som læreren sagde – indtil nu.

Balladen i biografen var første gang, at Inger Støjberg for alvorlig stemplede ind i udlændingedebatten. Lige siden har hun været en af de mest markante stemmer i den debat. Det kulminerede tidligere på ugen, da et flertal i Folketinget valgte at sende Inger Støjberg for en rigsret som den blot sjette minister i Danmarkshistorien.

Både politisk og blandt vælgerne vækker Inger Støjberg følelser. Mange er enten helt enige eller helt uenige med hende på det område. Få er ligeglade. Og ofte har hun brugt Facebook til at vække de følelser til live.

Drengene har fra den dag i biografen oplevet, hvordan det er at stå på den anden side af Facebookopslaget. Som dem, der uden at have ønsket det, pludseligt stod midt i en ophedet politisk debat.

I videoen her fortæller de, hvorfor de står frem i dag.

- Undskyld

Blerim og Dhia vil først og fremmest gerne sige undskyld til Inger Støjberg for deres opførsel i biografen.

- Hvis hun vil møde os, så har vi faktisk to biografbilletter, vi gerne vil give hende som undskyldning, siger Dhia.

De lægger ikke skjul på, at det ikke var okay, at de opførte sig, som de gjorde. Hovedårsagen til, at de står frem nu her seks år senere, er dog ikke, at de vil sige undskyld.

De er godt og grundigt trætte af, at unge mænd som dem selv bliver kaldt indvandrerdrenge.

- Jeg er ikke vandret ind i noget land. Jeg er født her, opvokset her, jeg har gået i folkeskole, gymnasium og nu på et universitet. Jeg har arbejdet på danske arbejdspladser. Jeg ser ikke mig selv som udlænding. Jeg ser mig selv som dansker med anden etnisk baggrund, siger Blerim.

Mens Blerims forældre er fra Albanien og Makedonien, kommer Dhias familie fra Irak. Dhia er træt af at blive en del af en minoritetsgruppe, som han ikke mener, at han er en del af.

- Når jeg er sammen med mine etnisk danske venner, er vi alle danske drenge. Det er kun folk, der ikke kender mig, der kalder mig for indvandrer. Det, synes jeg egentlig, er grotesk. Det skal stoppe.

Og så vil de gerne vise, at de er blevet til noget, selvom Inger Støjberg skrev, at ”I bliver ikke til noget, hvis I fortsætter sådan”.

Ifølge Blerim og Dhia har alle drengene fra biografturen fået studenterhuen på. Nogle læser videre, og andre arbejder, mens de holder sabbatår.

- Vi står også frem nu, så folk kan se, at de drenge, som hun beskrev, faktisk er nogle ordentlige og fornuftige drenge, og at vi ikke alle sammen skal generaliseres og skæres over en kam, siger Dhia.

Forstår ikke opmærksomheden

Inger Støjberg (V) husker tydeligt både biografturen og Facebook-opslaget, der på mange måder var med til at gøre hende til et kendt ansigt ikke bare på Christiansborg, men også i den brede befolkning.

Få måneder efter biografturen valgte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Støjberg som udlændinge- og integrationsminister.

Facebook-opdateringen skabte overskrifter i flere dage efter, og det bliver stadig trukket frem den dag i dag, når debatten handler om indvandrere og integration.

Ifølge Inger Støjberg skrev hun ikke opslaget for at skabe debat. Hun skrev det, fordi hun var rigtig vred over episoden.

- Jeg havde jo aldrig forestillet mig, at det var noget, der skulle fylde så meget, og som her mange år efter også fylder.

Selvom hun ikke lægger skjul på, at det var en træls oplevelse for seks år siden, så sætter hun pris på undskyldningen.

- Det siger jeg mange tak for, og hvor er jeg glad for, at de gør det. Det skal også være sådan, at man kan vise, at man er kommet videre i sit liv. Det er de tydeligvis, og det er jo dejligt.

Hun forstår dog stadig ikke, at det har så stor betydning, at hun kaldte drengene på rækken bag sig for indvandrerdrenge.

- Havde de siddet i en trøje, hvor der stod Hadsund Boldklub på, så havde jeg skrevet det. Jeg kan simpelthen ikke forstå den dag i dag, at det skulle vække så stor debat, at man også siger, hvad det er for nogle, der sidder og irriterer, fortæller Inger Støjberg.

- Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde taget billeder af dem og hængt dem ud med navn. Men sådan var det overhovedet ikke.

I videoen her fortæller Inger Støjberg om episoden for seks år siden.

Os og dem

Inger Støjbergs opslag fik kritik fra flere fronter, der netop ikke mente, at hun ville have lavet opdateringen, hvis det havde været drenge med danske rødder, der havde lavet ballade i biografen.

Det tror Blerim og Dhia heller ikke på. Men hvorfor betyder det så meget for Blerim og Dhia, at de blev kaldt invandrerdrenge?

Ifølge dem er det største problem, at det er med til at skabe et os og dem.

- Det er et problem, at nogle af os bliver kaldt indvandrere, fordi det bliver os og dem, selvom vi bor sammen og gør de samme ting. Det er meget splittende. Derfor synes jeg, at vi skal ændre måden, vi bruger de her begreber, siger Blerim.

Selvom Inger Støjberg var den første, der for alvor fik gang i debatten om indvandrerdrenge, er hun langt fra den eneste politiker, der har brugt betegnelsen de seneste år.

Da regeringen i sommers varmede op til det kommende politiforlig, brugte både justitsminister Nick Hækkerup (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) udtrykket.

- Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, sagde statsministeren.

Og det gør langt fra integrationen nemmere, mener Blerim.

- Når selv statsministeren siger det, så bliver det svært. Vi bliver nødt til at se alle som lige. Og det føler jeg ikke, at man gør lige nu.

Han er lærervikar for børn ned til fjerde og femte klasse, og selv så unge børn med anden etnisk herkomst lægger mærke til retorikken, siger han.

- Mange spiller jo indvandrerne mod danskerne i skolegården. Allerede der har vi et problem, der skaber det her os og dem.

Ifølge Dhia sætter retorikken sine spor.

- Hvis du bliver ved med at høre, at du er en eller anden indvandrerdreng, der ikke kan opføre sig ordentligt, så bliver du set på den måde, og til sidst ser du dig selv på den måde.

Hjælper ikke den unge dreng

Selvom Blerim og Dhia er vokset op i det, som de fleste nok vil betegne som et socialt udsat boligområde på Nørrebro, så vil de ”ikke trække offerkortet”.

De mener i bund og grund, at de har de samme muligheder som andre.

- Men vi også har udfordringer. Og der mener vi ikke, at retorikken er med til at hjælpe sådan nogle som os. Det hjælper ikke den unge dreng, der går i 8. eller 9. klasse og tænker, at han skal være journalist om nogle år. Det hjælper ham til at se, at han ikke er ligesom de andre. Det skal vi bryde op med, fortæller Blerim.

Men hvorfor gemte Blerim så billetten, når nu den egentlig minder ham om et begreb, som han langt fra er glad for?

- Det er en form for motivation for os for at vise, at vi godt kan, og at vi ikke er, som der siges i medierne. Så det har nok ligget i os og har været med til, at vi gerne ville studere og bidrage til samfundet.

Blerim og Dhia havde dog hellere været foruden, at deres biograftur endte på forsiderne.

- Folk skrev jo også i kommentarerne, at jeg skulle ud af landet, og det ene og det andet. Folk kan være hårde. Så man bliver glad, når folk, som kender en, siger, at man er en god dreng, siger Dhia.

De er da også indforståede med, at der vil komme negative reaktioner på, at de nu står frem. Men det tager de med, hvis de kan være med til at ændre retorikken, siger Blerim.

- Vi ved, hvad vores rolle er i samfundet, og hvem vi er. Vi vil gerne vise, hvordan det er at være os.