Støjberg står til at storme ind i Folketinget

Ny måling gør Danmarksdemokraterne til fjerdestørste parti.

Hun har hverken et politisk program eller en kandidatliste, men 10,8 procent af vælgerne vil alligevel gerne sende Inger Støjberg tilbage i Folketinget. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Hun har hverken et politisk program eller en kandidatliste. Men det ser ud til at være underordnet for en hel del vælgere.

Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, høster 10,8 procent af stemmerne i den første måling, Epinion har foretaget for DR Nyheder, efter partiet i juli blev opstillingsberettiget til Folketinget.

Det vil i så fald sende partiet i Folketinget som det fjerdestørste parti.

- Jeg er selvfølgelig glad for den store opbakning der er kommet til Danmarksdemokraterne her i begyndelsen, men jeg er også meget bevidst om, at vi først skal gøre os fortjent til det, og derefter er der langt til valget, siger Inger Støjberg.

Hvad angår manglen på både folketingskandidater og politiske udspil, lyder Inger Støjbergs hemmelighedsfulde svar:

- Jeg har brugt hele sommeren på at finde kandidater og få kigget på nogle af de politiske forslag, som vi kommer til at lægge frem. Det er klart, det kommer inden valget. Alt afhængigt af, hvornår Mette Frederiksen udskriver det, men det kommer inden særligt lang tid.

Målingen sender Danmarksdemokraterne i Folketinget som det fjerdestørste parti efter de tre gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative:

Støjbergs mål er en blå statsminister

Den tidligere udlændingeminister og næstformand i Venstre valgte at bryde med partiet og i stedet blive løsgænger i Folketinget i februar 2021, da Venstre stemte for en rigsretssag mod hende i sagen om en ulovlig instruks om at adskille asylpar.

Rigsretten idømte i december 2021 Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel i sagen, og kort tid efter erklærede et flertal i Folketinget Inger Støjberg for uværdig til at sidde i Folketinget.

Når hun med al sandsynlighed vender tilbage til Folketinget efter valget, har hun ét klart overordnet mål: At Danmark igen skal have en borgerlig statsminister.

- Jeg ønsker selvfølgelig så mange mandater til Danmarksdemokraterne som overhovedet muligt. Hvis vi kan få en blå statsminister, og vi kan være med til at skabe flertallet omkring det, så vil jeg være meget, meget tilfreds, siger hun og tilføjer:

- Men jeg er også godt klar over, at der er mange om buddet. Der er mange partier, og Danmarksdemokraterne er også et nyt parti, så der er altså lang vej endnu.

Måling sender DF ned omkring spærregrænsen

Inger Støjbergs genopstandelse i dansk politik ser ud til at ske på beskostning af blandt andre Dansk Folkeparti, der ligger til blot 2,1 procent i den nye måling.

Det er snublende tæt på spærregrænsen på 2 procent, men politisk næstformand René Christensen føler sig alligevel sikker på, at partiet også er på tinge efter valget.

- Så må vi se, hvor store eller små vi bliver. Vi har jo været ude i en frygtelig krise, men jeg fornemmer nu, er at vi er kommet ud på den anden side. Nu får vi forhåbentligt mulighed for at tale politik med danskerne, og så kommer det til at rette sig, siger han.

René Christensen understreger, at der er store politiske forskelle på Danmarksdemokraterne og DF.

- Det er et helt andet parti, som slet ikke er så kritisk overfor EU.

- Når der kommer et folketingsvalg, så tror jeg, at danskerne vil reflektere over, at hvis man ser på udlændingepolitikken og socialpolitikken, så har vi i DF alene været bannerførere for det i de sidste 26 år, siger René Christensen.

Flere af hans tidligere partifæller har henover sommeren meldt sig ud af DF for i stedet at melde sig ind i Danmarksdemokraterne. DF har også leveret Danmarksdemokraternes første medlem af Folketinget, nemlig tidligere DF-gruppeformand Peter Skaarup.

Derudover har folketingspolitikerne Bent Bøgsted og Hans Kristian Skibby meldt sig ind i Danmarksdemokraterne og Søren Espersen overvejer at gøre det samme.

Venstre hilser deres gamle partifælle "meget velkommen"

Inger Støjbergs gamle parti, Venstre, står til 14,2 procent af stemmerne i den nye måling. Det er en lille tilbagegang siden seneste måling på 15,7 procent i maj, og et stort fald i forhold til valgresultatet på 23,4 procent i 2019.

Men Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, hilser alligevel sin tidligere partifælles nye parti velkomment:

- Alle partier, der vil være med til at vælte Mette Frederiksen som statsminister og pege på en ny borgerlig statsminister, dem hilser jeg meget velkommen. Det er positivt, at den blå blok går markant frem. Det er en god måling at starte den nye politiske sæson på, siger hun.

Den blå fremgang skyldes jo, at dine to tidligere partifæller - Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg - med hvert deres nye parti står til at komme i Folketinget. Hvordan føles det?

- Alle partier, der vil være med til at sikre, at vi får et nyt borgerligt-liberalt flertal i Danmark med en ny politisk kurs med økonomisk ansvarlighed, fuld fokus på den grønne omstilling og sundhedspolitik, dem hilser vi meget velkomne, siger Sophie Løhde.

Modsat Inger Støjberg har Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, Moderaterne, valgt ikke at placere sig i den såkaldte blå blok. Løkke, der står til 3,1 procent af stemmerne, vil gøre op med blokpolitikken og kalder derfor sit nye parti for lilla.

Herunder kan du se udviklingen siden folketingsvalget i 2019:

Hvis de unge bestemte, kom Støjberg nok ikke på tinge

Det er især i det jyske og blandt de ældre vælgere, Danmarksdemokraterne ser ud til at høste stor opbakning.

Kun 1,6 procent af de unge vælgere mellem 18 og 34 år svarer i målingen, at de vil sætte deres kryds ved Inger Støjbergs parti. Dermed ville hun tilsyneladende have svært ved at nå over spærregrænsen, hvis det stod til den unge generation.

Er du de ældres parti?

- Jeg synes, det er svært at sige endnu, hvem der kommer til at stemme på Danmarksdemokraterne. Det er klart, at alle vælgere - om de er unge eller lidt ældre - er hjerteligt velkomne. Men det er helt klart noget, der også kommer til at afhænge af de politiske forslag, vi lægger frem, siger Inger Støjberg.

Det, hun indtil videre har udstukket af politisk retning, er blandt andet et fokus på, at "Danmark er større end København".

I målingen står hun måske ikke så overraskende også til markant større opbakning i provinsen end i hovedstadsområdet, hvor Danmarksdemokraterne står til den laveste opbakning på 5 procent.

- 5 procent synes jeg faktisk er rigtig godt i København. Men jeg er glad for alle vælgere, og det er fuldstændig lige meget, hvor de bor, siger Inger Støjberg.