Støjberg-støtte til Fremskrittspartiet skaber røre

Siden Inger Støjberg for et par uger siden udtrykte støtte til det norske Fremskrittsparti har det summet med undren og kritik. Partiet kaldes indvandrerfjendsk og populistisk.

Danmarks nye ligestillings- og beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, har skabt røre i både sit eget parti og Venstres søsterparti i Norge. Hendes støtte til Fremskrittspartiet undrer. (Foto: © DR, DR)

- Vi står skulder ved skulder med det norske Fremskridtsparti. Sådan lød det, da ligestillings- og beskæftigelsesminister Inger Støjberg - der dengang var Ventres politiske ordfører - for et par uger siden gav sin fulde opbakning til det norske Fremskridtsparti.

Siden har det summet med undren og kritik. Inger Støjbergs støtte til det voksende norske højrefløjs-parti skaber opmærksomhed både i hendes eget parti herhjemme og i lige så høj grad i søsterpartiet i Norge, der også hedder Venstre.

- Fremskrittspartiet er fremmedfjendsk og populistisk

Og der er god grund til de danske og norske Venstrefolks undren, for spørger man Venstre i Norge er Fremskrittspartiet ikke et liberalt parti. Tværtimod, siger kilder i partiets top i dag til Orientering. De kalder Fremskrittspartiet for fremmedfjendsk og populistisk.

Partiets hårde retorik mod indvandrere og muslimer er alt andet end frisindet og liberal, og partiets populisitiske kurs er anti-ideologisk, lyder det. Ifølge kilderne er Fremskrittspartiet faktisk det norske Venstres modpol.

Har danske Venstre fået nye venner?

Norske Venstre har endda afvist at lægge mandater til en regering, hvor Fremskrittspartiet deltager. - Og det gælder, selv hvis Fremskrittspartiet skulle få de 30 procent af stemmerne ved Stortingsvalget til september, som nogle meningsmålinger spår.

Inger Støjbergs støttetale til Fremskrittspartiet er derfor på dagsordenen når norske Venstres hovedbestyrelse mødes på torsdag. Her skal partiets top tage stiling til, om man vil bede Venstre i Danmark om en forklaring på Støjbergs støtte til Fremskrittspartiet.

- Og om man skal spørge det danske støtteparti, om udmeldingerne er udtryk for, at danske Venstre har skiftet sine gamle norske venner ud med nye.