Støjbergs forsvar: Godkendte "centralt notat" dagen før omstridt instruks om unge asylpar

Den tidligere minister forklarer, at hun godkendte et notat med "afgørende" forbehold dagen før tvangsadskillelsen af asylpar blev sat i værk.

Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg erkender, at hun blev advaret mod at begå lovbrud i sagen om adskillelse af unge asylpar.

Dagen før tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse tvangsadskilte en række unge, gifte asylpar tilbage i 2016, fik hun et notat på sit bord, som hun selv betegner som "centralt" i sagen.

Datoen er den 9. februar 2016, da Inger Støjberg godkender et notat, hvoraf det fremgår, at der skal foretages en individuel vurdering i sagerne.

- Hele omdrejningspunktet er den individuelle vurdering. Det godkender jeg i notatet. Det er et fuldstændigt centralt notat for mig, siger Venstres nuværende næstformand og fortsætter:

- Jeg ved fra notatet, at der kan være særlige undtagelser, siger hun.

Samtidig erkender ministeren, at hun var blevet orienteret fra sine embedsfolk om, at adskillelsen ikke kunne ske uden en individuel vurdering.

- Jeg er jo ikke glad for, at der kan ske de her undtagelser, men accepterer, at sådan er det. Det må jeg jo tage til mig, erindrer ministeren om dagene i februar 2016.

Ordene falder i den såkaldte instrukskommission, hvor Inger Støjberg i dag og i morgen afgiver sin forklaring.

Notatet lægger som skrevet op til at lave en individuel vurdering af de unge, gifte asylpars sager. Det er i modsætning til den pressemeddelelse, der udgår fra Udlændinge- og Integrationsministeriet dagen efter den 10. februar 2016.

I notatet lyder det, at "der (skal, red.) foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder, inden det besluttes, hvordan de berørte indkvarteres."

Oplysningen om notatet blev også nævnt onsdag, da Støjbergs tidligere departementschef, Uffe Toudal Pedersen, forklarede, at han også godkendte notatet.

Få et overblikket over forløbet i sagen i vores tidslinje her.

Pressemeddelse blev ulovlig instruks

Det er imidlertid noget uklart, hvorvidt notatet nåede frem til Støjbergs styrelse - Udlændingestyrelsen - der adskilte parrene uden undtagelser. Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, har over for kommisionen forklaret, at de aldrig fik notatet. Kommisionen kan heller ikke se, at notatet skulle være nået frem til Udlændingestyrelsen.

I stedet adskilte styrelsen parrene konsekvent med henvisning til den pressemeddelelse, der udgik fra Støjbergs ministerium dagen efter notatet. Den pressemeddelelse indeholdt ingen undtagelser - og var ifølge Folketingets Ombudsmand de eneste skriftlige retningslinjer.

Derfor endte pressemeddelelsen i sidste ende med at blive til en instruks.

- Man skulle forstå det sådan, at den absolutte hovedregel var, at alle bliver adskilt, siger Inger Støjberg om pressemeddelelsen.

Den skulle kommunikere "de absolutte hovedlinjer" ud, siger Inger Støjberg, der sammenligner det med en tænkt pressemeddelelse fra en transportminister, der vil sætte hastigheden op på motorvejen:

"Der skriver man heller ikke, hvis der er vejarbejde og nedsat hastighed i Bjæverskov," siger hun.

Pressemedddelelsen nævnte ingen undtagelser fra hovedreglen om at adskille parrene. Det skyldes, at Inger Støjberg i samråd med godkendelse fra departementschef Uffe Toudal Pedersen fjernede dem, inden den blev sendt ud.

Forstå sagen om den ulovlige instruks på 100 sekunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Første spadestik i en minibus i Belgien

I kommissionen forklarer Inger Støjberg, at hun første gang blev opmærksom på problematikken med "barnebrude," som hun kalder dem den 25. januar, da hun læser en artikel i dagspressen.

Da hun læser artiklen, sidder hun i en minibus i Bruxelles med sin særlige rådgiver og chefjuristen i ministeriet. Støjberg går til tasterne på sin Facebook-profil:

"Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre," skriver ministeren.

Ifølge hende godkender chefjuristen formuleringen med ordene:

- Det er dine centre, du kan gøre, hvad du vil.

  • Forhenværende direktør for Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet forklarede i sidste uge, hvordan hans styrelse begyndte at administrere den ulovlige instruks "med henblik på at få gjort den lovlig".
  • Lykke Sørensen var afdelingschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Hun forklarede i mandags, at Inger Støjberg blev mundtligt advaret om ulovligheden ved at adskille asylparrene konsekvent.
  • Tidligere departmentschef Uffe Toudal Pedersen forklarede i onsdags, at han godkendte en pressemeddelelse, der undtagelsesfrit adskilte asylpar.
1 / 3

Afhøringen af den tidligere udlændingeminister fortsætter til eftermiddag og forventeligt også mandag.

Opdateret kl. 13:46 med oplysningen om, at Instrukskommissionen heller ikke kan konstatere, at notatet blev sendt til Udlændingestyrelsen.

Facebook
Twitter