Støjbergs jyske kredsformand: Vi bakker Inger 100 procent op

Der er opbakning til både Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen fra Venstres jyske bagland.

Inger Støjberg får fuld opbakning fra sin opstillingskreds i Skive - trods partiformandens åbning for en eventuel rigsretssag. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Én ting er, at Inger Støjberg blev inviteret til rigsrettens anklagebænk af sin egen partiformand. Men hun kan regne med rygdækning fra sin opstillingskreds hos Venstre i Skive, Midtjylland.

- Vi bakker Inger (Støjberg, red.) 100 procent op i Skive-kredsen. Hun er vores folketingskandidat og har gjort et fremragende stykke arbejde, siger Susanne Rusbjerg, der er kredsformand for Venstre i Skive.

Uenighed i Venstre

Mandag formiddag endte julefreden brat i Venstre. Partiformand Jakob Ellemann-Jensen sagde, at Venstre støtter en rigsretssag mod Inger Støjberg (V), hvis Folketingets uvildige juridiske rådgivere skønner, at der er grundlag for en sådan.

De uvildige advokater er sat til at vurdere Instrukskommissionens delberetning, der udkom før juleferien.

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Kort efter erklærede Inger Støjberg selv i en tekst på Facebook, at hun er ‘meget uenig’ med vurderingen fra partiformanden. Inger Støjberg indtager selv posten som næstformand i partiet.

- Jeg er meget overrasket. Jeg vidste ikke, han havde lavet interviewet, skrev Inger Støjberg.

Meldingen fra partiformanden, som Inger Støjberg selv kalder for en invitation til Rigsretten i sit facebook-opslag, møder dog også forståelse fra Skive-kredsformanden.

- Når alt kommer til alt, så er vi kun interesserede i, at Inger kan blive renset. Hvis det er en rigsretssag der skal til, for at det kan ske, så må det være sådan. Men lad os nu først og fremmest se, hvad de (uvildige advokater, red.) når frem til, siger Susanne Rusbjerg.

Er Jakob Ellemann-Jensen for hurtigt ude med sin melding, mener du?

- Det har jeg ikke nogen yderligere kommentarer til.

Fuld opbakning til Ellemann-Jensen

Længere sydpå - i Vejle - kalder byens Venstre-borgmester Jakob Ellemann-Jensens beslutning for fornuftig.

- Han har min fulde opbakning. Der er alt mulig god grund til, at der er helt klarhed over, hvad Venstre mener i sagen, siger Jens Ejner Christensen.

Borgmesteren mener ikke, at Inger Støjberg har grund til at være overrasket over budskabet fra partiformanden, selv om forløbet ikke er optimalt.

- Der er ingen tvivl om, at partiet har behov for at have en enighed i ledelsen. Det synes jeg også, ville være fornuftigt, siger Jens Ejner Christensen.

På twitter mener et forhenværende medlem af Europaparlamentet, at Inger Støjberg bør trække sig som næstformand:

I lokalforeningen ved Rødding, der hører under Inger Støjbergs Venstre-kreds, tror formanden på, at Støjberg er uskyldig.

- Har hun gjort noget ulovligt, så har hun ikke gjort det med vilje. Så godt kender jeg da Inger Støjberg, lyder det fra Ib Fly-Hansen.

Herunder kan du blive klogere på tidsforløbet omkring udsendelsen af instruksen og det efterfølgende forløb.

FacebookTwitter