Største vælgerskred i syv år

Muhammed-krisen har fået vælgerne til at skifte politisk ståsted. Ikke siden efterlønssagen i 1998 har så mange vælgere flyttet sig, viser en analyse af februars meningsmålinger.

Vælger søger i stort tal mod Dansk Folkeparti, viser en analyse af februars meningsmålinger.

Ikke siden Socialdemokratiets efterlønssag i 1998 har så mange uden for en valgkamp skiftet parti så hurtigt. Det viser en analyse af februars syv meningsmålinger, som professor Søren Risbjerg Thomsen fra Århus Universitet har lavet for netavisen Altinget.

Det er Muhammed-krisen, som har fået folk til at skifte ståsted.

DF vinder syv mandater

-Værdispørgsmålet om, hvor forstående man skal være over for muslimer, som føler sig krænket af tegningerne, er en sag, der får vælgere til at skifte parti, siger Søren Risbjerg Thomsen.

Socialdemokraterne taber syv mandater fra januar til februar, så de kun vil få 40 mandater, hvis der var valg i dag. Dansk Folkeparti vil gå frem med syv mandater til 30.

Vælgervandringen går ikke kun fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti. Andre analyser har vist, at Socialdemokraterne også taber stemmer til SF, og at Dansk Folkeparti vil få mange stemmer, som tidligere blev placeret ud for Venstre.

S kommer igen

Ifølge Søren Risbjerg Thomsen er det normalt kun i valgkampe, at stemmer og mandater flytter i samme tempo, som tegningskrisen har medført.

Politisk ordfører hos Socialdemokraterne, Lotte Bundsgaard, slår koldt vand i blodet

- Vi har set sådanne udsving flere gang før, f.eks. efter angrebet 11. september. Når der er krise i et land, rykker vælgerne sammen med regeringen. Vi bliver ikke belønnet for at stille os solidarisk med regeringen og ytringsfriheden. Det undrer mig godt nok, at Venstre ikke går frem. Men før krisen var vi inde i en god gænge med skatteudspil og velfærdsdiskussion, og det skal vi nok komme tilbage til igen. Det er jeg overbevist om, siger Lotte Bundsgaard til Altinget.

Regeringens flertal vokser

Også Dansk Folkeparti vurderer stemmeskredet forsigtigt.

- Muhammed-krisen har fremrykket den værdikamp mellem vestligt demokrati og Islam, som var på vej. Vi er gået et par skridt frem, som vi har gjort det før - det plejer at følges af ét skridt tilbage, før vi igen går to frem, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.

Regeringens flertal sammen med DF er nu oppe på 97 mandater mod 92 for en måned siden og 94 efter såvel valget i 2001 som i 2005.

Facebook
Twitter