Støttepartier i fælles bøn: Vis lidt hjerte og hent 300 flygtningebørn til Danmark

Partierne beder regeringen om at hjælpe uledsagede flygtningebørn efter branden i Moria.

Der boede omkring 4.000 børn i Moria-lejren, der brændte ned natten til onsdag i sidste uge. (Foto: LOUISA GOULIAMAKI © Scanpix)

Hjælp 300 uledsagede flygtningebørn væk fra den græske ø Lesbos og få dem til Danmark.

Sådan lyder det i et fælles opråb til regeringen fra dens tre støttepartier, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, efter at den berygtede Moria-lejr brændte ned natten til onsdag i sidste uge.

Lejren var bygget til knap 3.000 mennesker, men husede omkring 13.000 asylansøgere, der nu er hjemløse.

Flere af lejrens beboere er børn uden deres forældre, og 11 europæiske lande er allerede blevet enige om at fordele 400 af dem mellem sig.

- Det er en stærk appel til regeringen om at vise lidt hjerte, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Der er tale om nogle børn, der er i en helt forfærdelig situation, og resten af Europa er begyndt at tage ansvar for det. Der skal Danmark ikke stå udenfor, siger hun.

De tre støttepartier er landet på tallet 300, fordi der i finansloven for i år er afsat penge til, at Danmark tager imod 500 kvoteflygtninge. Regeringen har dog besluttet kun at tage imod 200 kvoteflygtninge, som er de mest udsatte flygtninge.

- Når vi nu har sat penge af til 500 kvoteflygtninge, synes vi, at det er helt naturligt, at vi bruger de ressourcer og den kapacitet til at tage 300 børn fra de her helt ødelagte og humanitært elendige forhold, de lever under på Lesbos, siger Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre.

Et par mænd vasker sig i en forladt bygning på Lesbos. (Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)

Siden brandene i og ved Moria-lejren har der været sammenstød mellem politi og asylansøgere, og politiet har brugt tåregas, da der blev kastet sten mod dem.

Læger Uden Grænser har kaldt situationen på Lesbos for 'helt forfærdelig' og fortalt, at asylansøgere sidder på gader og stræder uden adgang til vand, mad og medicinsk hjælp.

Der er derfor ingen af de tre støttepartier, der kan se for sig, at der først bliver lavet en aftale om børnenes fremtid ved de danske finanslovsforhandlinger i efteråret.

- Børnene skal komme til Danmark hurtigst muligt. Det her er en akut nødsituation. Alle kan se, hvor vanvittige forhold de her mennesker lever under med dårlig adgang til helt almindelig sanitet, men også med tåregas fra politiet, siger Morten Østergaard.

'Ikke en holdbar løsning'

Når de tre partier går ud med et fælles opråb, er det i håbet om at få regeringen til at lytte.

- Vi tre partier ved godt, at vi ikke har 90 mandater alene, og vi skal bruge flere mandater for at sørge for, at det bliver til virkelighed, siger politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper.

- Vi kan ikke gøre meget andet end at forsøge at presse regeringen og blive ved med at råbe op om, hvad der foregår på Lesbos og fortælle regeringen, at vi er tre samlede støttepartier, som kan finde ud af at arbejde sammen om det her, tilføjer hun.

  • En mand bygger et midlertidigt ly efter branden i Moria. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS)
  • Asylansøgere har slået sig ned på gader og stræder, efter at branden har gjort dem hjemløse. (Foto: ELIAS MARCOU)
  • En flok børn leger ved vandet tæt på en ny teltlejr på Lesbos. (Foto: DIMITRIS TOSIDIS)
1 / 3

Den danske regering har sammen med 22,4 millioner kroner sendt 3.000 tæpper og 50 telte til Lesbos. Det ligger dog ikke i kortene, at regeringen vil handle på bønnen fra sine støttepartier.

- Det er ganske forfærdeligt at se billederne fra brandene i Moria-lejren. Men det er ikke en holdbar løsning at hente folk fra lejren her til landet, siger fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i et skriftligt svar til DR.

- Vi frygter, at det bare vil få endnu flere ud på menneskesmuglernes farlige rejser i gummibåde. Vi har sendt penge til Grækenland som hjælp til at forbedre forholdene for flygtningebørn. Sådan kan vi hjælpe mange flere bedre, lyder det videre i svaret.

Bygger ny teltlejr

Den græske regering beskyldte i går aftes migranter for bevidst at have brændt den overfyldte lejr ned.

- Lejren blev brændt ned af flygtninge og migranter, der ønskede at presse regeringen til hurtigt at flytte dem fra øen til fastlandet, siger den græske regerings talsmand Stelios Petsas uden at uddybe yderligere.

De græske myndigheder er i gang med at opføre en ny teltlejr, der ifølge landets immigrationsminister, Notis Mitarakis, skal give 5.000 mennesker et nyt midlertidigt hjem.

'Længe leve medmenneskelighed. Længe leve Merkel', står der på et banner. Tyskland med forbundskansler Angela Merkel i spidsen er blandt de 11 europæiske lande, der vil tage imod børn fra Lesbos. (Foto: DIMITRIS TOSIDIS © Scanpix)

Ifølge internationale nyhedsbureauer har udsigten til en ny teltlejr dog ikke just vakt begejstring blandt asylansøgerne på Lesbos. Flere nægter at tage til den nye lejr og har demonstreret mod nye centret og krævet at blive placeret et andet sted end på øen.

På nogle af demonstranternes skilte står der, at 'vi vil have frihed', og at 'Moria dræber alt liv'.

Det er da heller ikke første gang, at forholdene i Moria-lejren og græske myndigheders håndtering af den er blevet stærkt kritiseret. Overbefolkningen har betydet, at sygdomme har spredt sig i lejren, hvor der heller ikke har været ordentlig adgang til vand og mad, og forholdene er kun blevet værre, siden lejren blev oprettet i 2015.

Læger Uden Grænser har også tidligere beskrevet, at børn har forsøgt at begå selvmord i lejren. Det er derfor heller ikke én postgang for tidligt at begynde at hente børn til Danmark, mener Pernille Skipper.

- Det skulle have været gjort for lang tid siden, for de børn har levet under kummerlige forhold i alt for lang tid i Moria-lejren.

- De har ikke nogen voksne til at passe på sig, og nu er de spredt over alle vinde på øen Lesbos uden ordentlig adgang til ordentlig vand og mad og et ordentligt sted at sove, siger hun.

Facebook
Twitter