Støttepartier: Skat skal stoppe ved havelågen uden dommerkendelse

Regeringens støttepartier vil have loven, der tillader Skat at tjekke private boliger for sort arbejde, skrottet.

I 2012 stod tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen bag en lov, der tillader skatteinspektører at tjekke private boliger for sort arbejde uden en dommerkendelse. (© DR)

Regeringens tre støttepartier, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance, kræver, at Skat fremover ligesom politiet skal have en dommerkendelse, før skatteinspektører må tjekke private boliger for sort arbejde, skriver Berlingske.

De tre partier kræver, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) sløjfer en lov, som i 2012 blev indført af SF's daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen.

- Det burde være det allerførste, skatteministeren overhovedet foretog sig. Det tog jeg faktisk for givet, for det er helt centralt for den borgerlige identitet at stå vagt om retssikkerhed og den naturlige integritet, der ligger i, at staten ikke bare kan gå ind i folks haver, siger finansordfører Brian Mikkelsen (K).

Loven er brugt 747 gange

I februar 2015 havde skattemyndighederne anvendt den kontroversielle lov 747 gange. Da loven blev vedtaget i 2012 truede oppositionen med at sende loven til folkeafstemning, som 60 folketingsmedlemmer kan kræve.

Skønt boligen er ukrænkelig ifølge grundlovens § 72, kan Folketingets flertal vedtage "særegne undtagelser".

Nu giver 268 love myndigheder adgang til privat grund uden dommerkendelse. Det har den juridiske tænketank Justitia opgjort. Borgerne rammes af tvangsindgreb fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarekontrollen og andre myndigheder, skriver avisen.

Minister lytter til ordførere

I 2001 ville VK-regeringen i sit regeringsgrundlag begrænse tvangsindgreb over for borgerne. Alligevel blev der vedtaget flere love, som gav statslige myndigheder adgang til privat grund.

Skatteminister Karsten Lauritzen vil ikke love at lukke havelågen.

- Jeg er i gang med en ordførerrunde, hvor jeg lytter til skatteordførerne. Og så er jeg sikker på, at vi kommer ud med fuld damp efter sommerferien, siger han til Berlingske.

/ritzau/