Støttepartier vil have rigsretssag: Men Socialdemokratiet afgør først Støjbergs skæbne i næste uge

SF, Enhedslisten og Radikale vil have en rigsret mod den tidligere minister. V og K vil først diskutere internt.

Jeppe Bruus (S) repræsenterer Socialdemokratiet i sagen om den ulovlige instruks. Han vil ikke tage stilling til, om der skal være en rigsretssag mod Inger Støjberg i dag. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) må vente op til en uge, før hun ved, om hun skal stilles for en rigsret.

Mens Radikale, SF, Liberal Alliance og Alternativet alle er klar til en sag ved Rigsretten mod den tidligere minister, så tøver regeringspartiet Socialdemokratiet med at gøre det samme.

Socialdemokratiet sidder formentlig med de afgørende stemmer til at skabe et flertal for at rejse tiltale og indbringe sagen for Rigsretten. Retsordfører Jeppe Bruus sparker imidlertid beslutningen til hjørne efter at to advokater onsdag kom med deres vurdering, bestilt af Folketinget.

- Jeg vil ikke gå ind og vurdere det lige nu. Vi har modtaget en gennemgang af det. Og så er næste skridt, at man drøfter det internt i partiet, siger han efter at have læst vurderingen her til formiddag og fortsætter:

- Jeg kan godt læse og forstå det, der bliver fremlagt. Men det ændrer ikke ved, vi kommer til at forholde os til den samlede mængde.

To uafhængige advokater har i dag fremlagt deres vurderinger af sagen til Folketinget,

Her lyder konklusionen, at der er 'grundlag' for at rejse tiltale mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg for Rigsretten. Og der er en 'rimelig formodning' om, at Venstres afgående næstformand og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg kan dømmes i sagen.

Fire partier ønsker rigsret

Sagen handler om adskillelse af unge asylpar tilbage i 2016. På daværende tidspunkt er Inger Støjberg udlændinge- og integrationsminister. Hun vil have et opgør med de såkaldte 'barnebrude'. Derfor beder hun sit embedsværk adskille parrene.

Herefter udgår der en ulovlig instruks fra hendes ministerium, hvor det dikteres, at alle parrene skal adskilles - uden undtagelse. Det er den manglende undtagelse i instruksen, der gør den ulovlig, har Folketingets Ombudsmand og siden en kommissionsundersøgelse slået fast.

Jeppe Bruus, hvornår træffer I en beslutning?

- Det skal vi gøre inden for den kommende uges tid.

Hvad bliver din anbefaling til gruppen?

- Jeg vil ikke gå ind i substansen her.

Alle støttepartier bag rigsretsønske

Regeringens støttepartier Enhedslisten og SF har her til middag gjort deres stillinger op. SF mener nu, at sagen skal rejses, siger partiets retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.

- SF’s anbefaling er, at vi går skridtet videre og sætter gang i forløbet, siger hun og fortsætter:

- For SF er det principielt, at man som minister handler indenfor lovens rammer. Det er i sig selv en skandale, at et flertal i lang tid spærrede for en ordentlig undersøgelse af sagen om adskillelsen af asylparrene. Nu trænger vi til, at sagen bliver vurderet af rigsretten, og så er det op til dem at tage bestik af, om der i sidste ende så også kan fældes en dom.

Også Enhedslisten vil nu stemme for en rigsretssag, siger partiets retsordfører Rosa Lund.

- Når der så tydeligt er grundlag for en tiltale, skal den selvfølgelig rejses af den simple grund, at der ikke gælder særlige regler for politikere.

- Skal Folketinget have bare et milligram af troværdighed overfor befolkning, så må uafhængige dommere nu beslutte, om hun er skyldig eller uskyldig. Det er nødvendigt, hvis befolkningen skal kunne have tillid til folkestyret, siger hun.

Radikale har allerede tidligere meldt ud, at man støtter en rigsretssag. Efter mødet i dag mener retsordfører Kristian Heegaard ikke, at "det er muligt at komme udenom en rigsretssag."

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Skal diskuteres intenst i folketingsgrupperne

Venstre og Konservative vil også vende sagen med deres folketingsgrupper, inden de tager stilling til sagen.

Fristen for at afgive betænkning i sagen er den 20. januar. Forinden skal partierne have meddelt Folketinget, hvorvidt de mener, der skal rejses en sag eller ej.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup støtter derimod ikke en rigsretssag. Han kalder det for en 'hetz' og 'venstrefløjskommission':

- Hele barnebrudskommissionen er i virkeligheden en venstrefløjskommission. Det er og bliver politik, og jeg er dybt rystet og uenig i den hetz Inger Støjberg har været udsat for, skriver han på Twitter.

Heller ikke Nye Borgerlige vil støtte en sådan sag, siger formand Pernille Vermund, der har gjort sig bemærket under sagen ved at samle penge ind til en kampagne, der støtter Inger Støjberg.

- Jeg deler ikke advokaternes vurdering. Når jeg stiller det helt grundlæggende spørgsmål: 'Er der givet ulovlige ordrer til embedsmændene,' så er svaret: 'Nej, det er der ikke.

Herunder kan du blive klogere på tidsforløbet omkring udsendelsen af instruksen og det efterfølgende forløb.

Præcisering: Rubrikken er ændret fra 'Støttepartier vil have rigsretssag: Men regeringen afgør først Støjbergs skæbne i næste uge' til 'Støttepartier vil have rigsretssag: Men Socialdemokratiet afgør først Støjbergs skæbne i næste uge'.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter