Hvidvask i Danske Bank

Storbanker om hvidvask: Vi var ikke dygtige nok

Danske Bank og Nordea indrømmer ved en høring, at kriminelle har misbrugt dem til at vaske sorte penge hvide.

Flemming Stig Pristed, chefjurist i Danske Bank, på talerstolen ved dagens høring om hvidvask af sorte penge. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Danske Bank kunne ikke stoppe kriminelles hvidvask af sorte penge, siger chefjurist Flemming Stig Pristed ved en høring på Christiansborg om hvidvask:

- Vi var langt fra dygtige nok, da vor filial i Estland blev misbrugt - formentlig til hvidvask - frem til 2014.

Det er Folketingets skatte- og erhvervsudvalg, der står bag høringen, som hænger sammen med en ny lov, der netop skal dæmme op for hvidvask.

Danske Bank har godt 550 ansatte dedikeret til at bekæmpe hvidvask. Det er fem gange flere end for fem år siden. Banken indberettede sidste år 5400 forhold til myndighederne.

Den nye lov om hvidvask træder i kraft 27. juni. Virksomheder skal tjekke kunderne grundigere og gemme oplysninger i fem år.

Nordeas risikochef Julie Galbo beklager også fortidens synder.

- Vi beklager. Vi undskylder. Vi har ikke været dygtige nok til at forebygge hvidvask og terrorfinansiering. Det har vi gjort noget ved, siger hun på høringen.

Finanstilsynet har i dag 4,5 årsværk dedikeret til arbejdet med hvidvask.

Det gælder om hele tiden at udvikle tilsyn og kompetencer hos myndighederne, betoner statsadvokat Morten Niels Jakobsen fra Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik).

/ritzau/

Facebook
Twitter