Der skal spares på nybyggeri og brugen af eksterne konsulenter ude i kommunerne.
Det er resultatet af den rammeaftale om kommunernes økonomi for næste år, som regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) her til aften er blevet enige om.
Med aftalen har parterne aftalt, at kommunerne i 2023 kan bruge 18,5 milliarder kroner på anlæg - byggeri af børnehaver og andet. Det er væsentligt lavere end i 2022, hvor det lå på 20,2 milliarder kroner.
- Vi står i en ekstraordinær situation med den højeste inflation i 35 år, udtaler finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
- Økonomien buldrer derudaf, og derfor er det rettidig omhu at stramme op særligt i bygge- og anlægssektoren, hvor aktivitetsniveauet er højt, siger han.
Der er dog afsat et tilskud på 1 milliard kroner til grønne investeringer.
Flere ældre og børn koster
Samtidig hæver regeringen den såkaldt kommunale serviceramme - altså de penge, som kommunerne kan bruge på at yde service til borgerne - med 1,3 milliarder kroner.
Det er nemlig nødvendigt at bruge flere penge på at drive daginstitutioner og plejehjem på grund af den demografiske udvikling.
- Samtidig leverer vi på vores løfte om, at pengene følger med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre i de kommende år, siger Wammen.
Formand for Kommunernes Landsforening Martin Dam (V) kalder"det et meget langt og sejt forhandlingsforløb".
- Men man må også erkende, at det råderum, der måtte være, er brugt til anden side, siger han.
Færre penge til konsulenter
Han kalder aftalen "historisk stram". Især på anlægsområdet, hvor der venter nogle svære beslutninger ude i landets kommunalbestyrelser.
- Det betyder, at vores kommuner bliver nødt til at se på deres planlagte projekter og se, hvilke der kommer til at vente, siger han.
Det er også en del af aftalen, at kommunerne skal nedbringe forbruget på eksterne konsulenter med 75 millioner kroner i 2023, 200 millioner kroner i 2024 og 350 millioner kroner i 2025.
- I en tid hvor man skal vende hver en krone, synes jeg, at det er fornuftigt, at man skærer ned på de eksterne konsulenter - alle dem, der laver de meget fine og dyre rapporter - og ser, om de penge ikke kan bruges bedre, for eksempel på ældre- eller børneområdet, siger finansminister Nicolai Wammen.
Med aftalen er der også afsat 200 millioner kroner til at kompensere kommunerne for de merudgifter, de har haft i år som følge af fordrevne fra Ukraine.
Der er også afsat kompensation for 800 millioner kroner til kommunerne for merudgifter i forbindelse med covid-19 i 2022.