Stram Kurs' YouTube-kanal er blevet lukket

Stram Kurs har fået lukket sin YouTube-kanal. Rasmus Paludan vil appellere, skriver partiet på sin Facebook.

Rasmus Paludan kaster med Koranen på Christiansborg Slotsplads i København i marts 2019. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Partiet Stram Kurs, som har Rasmus Paludan i spidsen, har fået lukket sin kanal på YouTube.

Det skriver Stram Kurs i et opslag på sin Facebook.

Partileder Rasmus Paludan anser det for en fejl, at kanalen er blevet lukket.

- Det lader til, at YouTube igen har deaktiveret vores kanal. Det gjorde YouTube også i 2018 på grund af det konstante pres fra danske journalister, som hader Danmark og danskerne.

- Vi appellerer beslutningen, som jeg anser for en åbenlyst fejl. Vi ønsker at overholde YouTubes regelsæt, siger han i opslaget på Facebook.

YouTube: Vi forbyder hadsk tale

Der er ikke nogen forudgående forklaring på, hvorfor kanalen er blevet lukket, men YouTube har forsøgt at give en uddybning til Ekstra Bladet.

- YouTubes retningslinjer forbyder chikane og hadsk tale mod enkeltpersoner eller grupper baseret på for eksempel race, religion, handicap eller seksuel orientering.

- Når vi bliver opmærksom på, at videoer overtræder disse retningslinjer, fjerner vi dem. Og i tilfælde af gentagne overtrædelser bliver den pågældende kanal lukket, skriver YouTube i en mail til Ekstra Bladet.

Stop for vælgererklæringer

I december sidste år fik Stram Kurs midlertidigt frataget muligheden for at indsamle vælgererklæringer. Både til folketingsvalg og valg til EU-Parlamentet.

Stram Kurs er i problemer på grund af mistanke om snyd, og derfor fik partiet et gult kort af Valgnævnet i december.

Det betyder, at det indvandrerkritiske parti ikke må indsamle yderligere erklæringer, indtil nævnet træffer en endelig afgørelse. Der ventes afgørelse 30. marts. /ritzau/