Studerende: Ændringer i fremdriftsreformen gør uddannelse endnu sværere

Danske Studerendes Fællesråd havde håbet på en hjælpende hånd fra ministeren, men mener, at udspil gør det stik modsatte.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen har i dag fremlagt et udspil med 6 punkter til ændringer af fremdriftsreformen (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Regeringens udspil til ændringer på fremdriftsreformen vækker alt andet end begejstring hos Danske Studerendes Fællesråds formand Yasmin Devali

- Jeg synes, det er ekstremt skuffende. Hele den debat, der har været de sidste halvandet år, har handlet om at give de studerende bedre mulighed for at tage en uddannelse, den har Esben Lunde Larsen tydeligvis ignoreret, og han præsenterer nu nogle forslag, der faktisk gør det sværere for studerende at tage en uddannelse, siger Yasmin Devali

Uddannelses- og forskningminister Esben Lunde Larsen lægger ellers op til mere frihed og ansvar til uddannelsesinstitutionerne med udspillet. Det skal hjælpe universiteterne med at få de studerende igennem deres studier uden nøl, så de kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

- Problemet er, at vi har haft en alt for bureaukratisk model, som har gjort det svært både for de studerende og vores uddannelsesinstitutioner. Med vores udspil forsøger vi at råde bod på det, så vi får fremdrift men giver mere frihed, siger ministeren.

Bestå eller forsvind

Et af de forslag, der lægges frem, er et såkaldt studieaktivitetskrav, der giver universiteterne mulighed for at kræve, at de studerende skal bestå fag for sammenlagt minimum 60 ects-point pr. studieår. Det betyder i praksis, at man kan blive smidt ud af sit studie, hvis man dumper en eksamen, og det mener Yasmin Devali er for voldsomt.

- Det synes jeg faktisk er helt ekstremt, og det betyder, at det bliver sværere for de studerende at tage en uddannelse. Men det betyder også, at vi får endnu en eksplosion af bureaukrati, og det troede jeg faktisk ikke var meningen, siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd.

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen mener dog, at tingene hænger ganske fint sammen.

- Det er klart, at når man får mere frihed, så bliver der også nødt til at være nogle konsekvenser af den frihed. Derfor giver vi mulighed for, at institutionerne også har mere handlekraft i forhold til studieforløb, siger ministeren.

Målet er stadig fremdrift

Han siger, at målet er det samme som hidtil, nemlig at få de studerende hurtigt igennem studiet, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Det får uddannelsesinstitutionerne nu nogle flere redskaber til at klare.

- Der er selvfølgelig nogle økonomiske sanktioner i forhold til institutionerne, men der bliver også hele delen med nye SU-regler, der træder i kræft næste år, som betyder, at man mister sin SU, hvis man ikke har en vis form for studieaktivitet, siger Esben Lunde Larsen.

Ministeren håber på, at de samme partier som stod bag fremdriftsreformen, da den blev lavet i 2013, vil støtte op om det nye udspil. Det var Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre selv.

Facebook
Twitter