Sundhedsminister vil slå ned på e-cigaretter

Sundhedsminister Nick Hækkerup lægger op til politisk indgreb mod elektroniske cigaretter. Men det giver ingen mening, mener Venstre.

Sundhedsstyrelsen har tidligere oplyst, at e-cigaretter kan føre til skader på luftvejene. Udenlandske undersøgelser har også fundet mindre mængder af kræftfremkaldende stoffer i e-cigaretter.

Folketinget bør gribe ind over for et stigende forbrug af e-cigaretter.

Det mener sundhedsminister Nick Hækkerup (S), som reagerer efter, at flere undersøgelser har kædet e-cigaretter sammen med alvorlige sygdomme.

- Det er i mine øjne bekymrende, at børn og unge bruger e-cigaretter med jordbær- eller lakridssmag - og det gælder uanset, om der er tale om e-cigaretter med eller uden nikotin, skriver Nick Hækkerup i en redegørelse til Folketingets Sundhedsudvalg ifølge Berlingske.

Ministeren har nu inviteret Folketingets partier til en diskussion af, hvordan man politisk kan gribe ind på markedet for elektroniske cigaretter.

Skader i luftvejene

Sundhedsstyrelsen har tidligere oplyst, at e-cigaretter kan føre til skader på luftvejene. Desuden har udenlandske undersøgelser fundet mindre mængder af kræftfremkaldende stoffer i e-cigaretter.

Men når alt kommer til alt, har vi i dag kun begrænset viden om, hvor skadelige de elektroniske cigaretter er i forhold til rigtige cigaretter. Og derfor falder en regulering af markedet for e-cigaretter heller ikke lige i Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensens, smag.

- Jeg synes det er svært at regulere, når vi ikke ved mere, end vi gør. Jeg er bange for at regulere for stramt, hvis det viser sig ikke at være så farligt, siger han til DR Nyheder.

Et gråt marked

Også hos Venstre vil man gerne have mere viden om faren ved elektroniske cigaretter, inden man begynder at regulere.

- Det giver ingen mening at tale om regulering på nuværende tidspunkt, siger forebyggelsesordfører, Jane Heitmann

Til gengæld hilser Kræftens Bekæmpelse en mulig regulering velkommen, siger Niels Them Kjær, der er projektchef for rygestopgruppen og koordinator for forebyggelse af tobak.

- Det har været et lidt gråt marked, så det er rigtigt positivt, at ministeren på en eller anden måde vil regulere, siger han til DR Nyheder.

Hvilke konkrete reguleringer sundhedsministeren har i tankerne, er uklart. Han har ikke været til at træffe i dag.

Facebook
Twitter