Sundhedsministeren: Genåbning af nattelivet hænger i en tynd tråd

Regeringen vil ikke genåbne natklubber, hvis sundhedsmyndighederne fraråder det.

Ifølge Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil regeringen ikke lægge op til at genåbne nattelivet, hvis det er sundhedsfagligt uforsvarligt.

Hvis du har gjort dig forhåbninger om snart at skulle på diskotek med vennerne, skal du ikke glæde dig for tidligt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kommer her til aften med en melding, der indikerer, at danseskoene ikke bliver luftet på klubben lige foreløbig.

- Vi kommer ikke til at lægge noget frem, der er sundhedsfagligt uforsvarligt. Du hører jo Kåre Mølbak i dag sige, at det vil være uforsvarligt at gå videre med en stor genåbning af nattelivet. Hvis det er myndighedernes anbefaling, kommer vi ikke til at foreslå det, siger Heunicke i TV Avisen.

Ifølge Mølbak vil det ikke være forsvarligt at genåbne diskoteker og spillesteder, som smittetallet ser ud lige nu. Efter en periode med et lavt antal smittede med coronavirus var antallet i sidste uge på niveau med det, der blev set i begyndelsen af maj.

Så fase fire hænger i en tynd tråd?

- Ja, i hvert fald den del der omhandler natteliv og diskoteker. Vores ansvar er først om fremmest at sikre, at vi bliver ved med at være det gode sted i epidemien. Man skal passe på med at åbne for meget på de supersprednings-begivenheder, som nattelivet kan være, siger sundhedsministeren.

- Vi har netop planlagt genåbningen i faser, så vi før hver fase kan få en sundhedsfaglig vurdering. Vi vil ikke risikere at sætte alt over styr, som vi har nået i Danmark, siger Heunicke.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Tre kommuner topper

Ovenpå Kåre Mølbaks udmelding i pressen har sundhedsministeren nu bedt Statens Serum Institut om en samlet vurdering af de enkelte elementer af fase fire, så politikerne har noget skriftligt at forholde sig til, når de efter planen mødes 12. august for at at drøfte fase 4-genåbningen.

- Regeringens og Folketingets anbefalinger skal jo være fagligt funderet, og derfor tager jeg det meget alvorligt, når der kommer sådan en melding fra Statens Serum Institut og Kåre Mølbak.

I sidste uge var der ifølge Ritzau 429 bekræftede tilfælde af covid-19, mens der ugen før var 227 tilfælde. Tirsdag blev yderligere 77 føjet til listen over personer, der er blevet testet positive for corona i Danmark.

Flere lokale udbrud har den seneste tid ramt landet. Blandt andet er et slagteri i Ringsted en del af den statistik, ligesom 77 aarhusianske borgere er testet positive siden i fredags.

Den seneste opgørelse viser, at smittespredningen den seneste uge er vokset markant i Ishøj, Aarhus og Ringsted.

Facebook
Twitter