Svend Auken kæmper med prostatakræft

Socialdemokraten Svend Auken kæmper med sygdommen prostatakræft, og frem for at skjule det har han besluttet at træde offentligt frem med sin historie i et debatindlæg i Politiken.

Svend Auken er alvorligt kræftsyg (© Socialdemokraterne)

Den socialdemokratiske folketingspolitiker Svend Auken har fået konstateret prostatakræft for anden gang, men frem for at trække sig tilbage og skjule det har han besluttet sig for at blive i politik og i Folketinget.

- Endnu kan mine omgivelser ikke mærke noget, men jeg ved, at nogle af de kommende behandlinger vil ændre min fremtræden. For at modvirke spekulation og rygtedannelse har jeg derfor besluttet at træde offentligt frem med min kræfthistorie, skriver han i et indlæg i Politiken.

Fortsætter i Folketinget

Svend Auken har været i Folketinget siden 1971 og har beklædt en række ministerposter - mest kendt er han nok for tiden som miljøminister. Han har også været formand for Socialdemokratiet fra 1987 til 1992.

Han vil fortsætte i Folketinget så længe han kan.

- Selvfølgelig er der mange, der vil sige, at jeg må kunne indse, at jeg skal træde tilbage. Det synspunkt deler jeg ikke. Mennesker med erfaring og med sygdom skal netop ikke pakkes af vejen, skriver han.

Facebook
Twitter