Svensk parti svarer igen på S-kampagne: Det er racistisk

Vänsterpartiet har med det samme lavet et svar på den nye integrationskampagne fra S.

Samme dag som Socialdemokraterne lancerede ny kampagne, har det svenske Vänsterpartiet svaret igen: I Malmø er alle velkomne, lyder budskabet.

De danske socialdemokraters nye kampagne har fået det svenske Vänsterpartiet i Malmø op i det røde felt.

Partiet, der er Enhedslistens søsterparti i Sverige, har med det samme lavet et modsvar til den danske kampagne, der søndag har premiere på togstationer og i busser.

Mens Helle Thorning-Schmidt på Socialdemokraternes plakater blandt andet bedyrer, at "kommer du til Danmark, skal du arbejde", slår Vänsterpartiets modsvar i stedet fast, at "kommer du til Malmö, er du velkommen".

Det svenske billede er prydet af partiets svensk-gambianske kommunalbestyrelsesmedlem i Malmø, Jallow Momodou. Og underrubrikken kalder blandt andet de danske socialdemokraters kampagne for racistisk.

"Vi ser med bekymring på den politiske udvikling på den anden side af sundet, hvor de danske Socialdemokraterne laver racistiske udspil", lyder det i underteksten på Vänsterpartiets billede, der er postet på Facebook allerede søndag formiddag.

Teksten forsætter: "Integration er et samfundsspørgsmål, ikke noget man giver individer ansvaret for. Vores solidariske Malmø forbliver åbent for alle".

Facebook
Twitter