Svensk regering skærper tonen: Kræver dansk grænsekontrol

Den svenske migrationsminister siger, at Danmark må tage ansvar for sikkerheden i Norden.

Migrationsminister Morgan Johansson kalder det bemærkelsesværdigt, at Danmark har fravalgt grænsekontrollen. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Den svenske regering retter nu hård kritik mod Danmark for ikke at indføre grænsekontrol, det skriver svenske Dagens Industri.

Afsenderen på den svenske kritik er migrationsminister Morgan Johansson.

- Jeg vil sige, det er bemærkelsesværdigt, at Danmark har valgt ikke at indføre grænsekontrol, fordi de i så fald ville få flere asylansøgere, siger migrationsministeren (S) til Dagens Industri.

- Med hvad der er sket i Paris, så er det endnu vigtige at have kontrol over territoriet og vide, hvem der kommer ind i landet. Jeg kan kun konkludere, at Danmark ikke er nået frem til den konklusion endnu.

Da Sverige i sidste uge meddelte, at landet ville indføre en midlertidig grænsekontrol for at håndtere det stigende antal flygtninge, krævede Dansk Folkeparti, at Danmark fulgte trop. Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde nej, fordi det ville betyde, at Danmark skulle tage imod flere asylansøgere.

- Det er en ambition om, at vi ikke får så mange asylansøgere, at vi kommer ud af kontrol, siger han. Danmark skal tage sit ansvar, nuvel, men så heller ikke mere end det for at sige det lige ud, sagde statsministeren til Ritzau.

Til det svenske dagblad Dagens Industri siger den svenske minister, at alle lande efter fredagens terror bør tage ansvar for sikkerheden i Europa, og for dansk side betyder det at tage ansvar for sikkerheden i Norden.

Facebook
Twitter