Sverige og Finland kalder Enhedslistens idé om et nordisk alternativ til Nato urealistisk

Nordisk forsvarssamarbejde er ikke et realistisk alternativ til Nato-medlemskab, lyder det fra de nordiske forsvarsministre.

Antti Kaikkonen, forsvarsminister i Finland, har svært ved at se realismen i Enhedslistens alternativ til dansk Nato-medlemskab. Foto: Terje Pedersen / NTB (Foto: TERJE PEDERSEN © Ritzau Scanpix)

Enhedslisten er imod oprustning og arbejder for en dansk udmeldelse af Nato.

Nogenlunde sådan lyder det i Enhedslisten principprogram. Men hvad der egentlig skal til for et dansk Nato-exit er til debat og afstemning på partiets årsmøde i dag.

Flere fremtrædende medlemmer af Enhedslisten vil nemlig bløde kursen over for Nato op, så partiet ikke vil arbejde for et Nato-exit nu og her, men i stedet arbejde for at skabe et alternativ til Nato.

I de seneste måneder har flere fremtrædende partimedlemmer argumenteret for, at en dansk udmeldelse af Nato muligvis kan erstattes af et styrket nordisk forsvarssamarbejde.

Eksempelvis skrev hovedbestyrelsesmedlem Pelle Dragsted i starten af året følgende på Twitter:

- Enhedslisten vil da have Danmark ud af Nato. Og i stedet opbygge et nordisk forsvarssamarbejde, lød det den 5. januar fra Pelle Dragsted, der har været folketingsmedlem for partiet og i dag er kommunalpolitiker på Frederiksberg.

I februar bekræftede daværende forsvarsordfører Eva Flyvholm i Information, at Enhedslisten konkret arbejder på at skabe et alternativ til det danske Nato-medlemskab.

- Derfor er vi i Enhedslisten gået sammen med andre store venstrefløjspartier i Norden om en række initiativer og samarbejder som alternativ til Nato, lød det dengang.

I marts anerkendte partiets nye forsvarsordfører, Peder Hvelplund, over for Politiken, at et dansk Nato-exit ikke er lige på trapperne. Men han fastslog, at partiets linje er uforandret til trods for den russiske aggression i Ukraine.

- Enhedslisten har altid ment, at vi bør have en anden sikkerhedsordning i verden og skal ud af Nato. Det er et langsigtet mål, og derfor har vi tidligere også peget på alternativet til Nato – eksempelvis gennem et tættere nordisk forsvarssamarbejde, sagde han den 8. marts.

Enhedslistens forsvarsordfører, Peder Hvelplund, ser fortsat frem til at drøfte "alternative sikkerhedsalliancer" med Sverige og Finland. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Et styrket nordisk forsvarssamarbejde er ikke nok

Men planerne om at erstatte Nato-medlemskabet med et styrket nordisk forsvarssamarbejde er urealistisk.

Sådan lyder det nu fra både den finske og svenske forsvarsminister i interview med DR i en tid, hvor de to lande netop bevæger sig tættere og tættere på et fuldgyldigt medlemskab af Nato.

- Jeg er en stor tilhænger af nordisk samarbejde. Det støtter vi i den svenske regering, og det vil vi fortsætte med at støtte. Men jeg synes, at det er et urealistisk synspunkt kun at have et nordisk samarbejde, siger den socialdemokratiske svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, til DR.

Også den finske forsvarsminister, Antti Kaikkonen, fra det finske Centerparti kalder et styrket nordisk forsvarssamarbejde utilstrækkeligt med tanker på deres russiske nabos aggressioner.

- Nordisk samarbejde er vigtigt og godt, men det er ikke et realistisk alternativ til Nato-medlemskab, der er så meget anderledes. Men det er jo en dansk indenrigspolitisk diskussion, og det er jo godt, at vi har frie demokratier med plads til debat, siger forsvarsministeren fra det finske centerparti.

Udtalelserne kommer i forbindelse med et fælles forsvarsministermøde i det nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO, der i denne uge har diskuteret, hvordan landene skal styrke samarbejdet - også med tanke på, at netop Finland og Sverige kan være snublende tæt på et Nato-medlemskab.

Danmarks forsvarsminister, Morten Bødskov (S), mener ligesom sine to nordiske ministerkollegaer, at det er helt utænkeligt, at et nordisk forsvarssamarbejde uden for Nato er vejen frem.

- Hvis Enhedslisten gerne vil styrke det nordiske forsvarssamarbejde, så skal de sige ja til EU og ja til Nato, for det er omkring den akse, at også det nordiske forsvarssamarbejde former sig, siger han.

Danmark samarbejder med de øvrige nordiske lande om netop forsvar. De har øvelser sammen, udveksler viden og overvågningsbilleder og arbejder på et fælles militært luftrum.

Interne uenigheder om Nato på årsmødet

Når Enhedslisten i dag runder partiets tre dage lange årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby af, bliver det med en debat og afstemning om netop partiets Nato-politik.

I de seneste måneder har partikammeraterne haft lidt svært ved at finde fælles fodslag om Nato-linjen, og politiske modstandere har benyttet Enhedslistens vaklen i tiden efter Ruslands invasion af Ukraine til at pege fingre ad partiet.

Det har fået tidligere socialborgmester i København og hovedbestyrelsesmedlem Mikkel Warming til at komme med et forslag til årsmødet om at ændre kurs over for Nato.

- Danmark skal ikke melde sig ud af Nato nu, for der er ikke noget alternativ, siger han til DR.

Omvendt vil kræfter i partiets magtfulde hovedbestyrelse foreslå at beholde den klare exit-politik - også selvom der ikke er noget alternativ, lyder det fra hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat i Nordjylland Astrid Vang Hansen:

- Det er en organisation, der bør nedlægges, og jeg har det sådan med al vores politik, at den vil jeg hellere have gennemført i morgen end i overmorgen, siger hun.

Forsvarsordfører erkender: Nordisk alternativ er urealistisk lige nu

Uanset hvor årsmødets Nato-afstemningen i dag ender, er det ikke realistisk at få Danmark ud af Nato nu, erkender forsvarsordfører Peder Hvelplund. Han erkender samtidig, at et styrket nordisk forsvarssamarbejde derfor ikke er lige på trapperne.

- Det er svært at se inden for 10 år. I den nuværende situation giver det ikke nogen mening. Vi forventer også, at Finland og Sverige inden for ganske kort tid søger om optagelse i Nato. Men debatten bliver vi nødt til at fortsætte med at tage, siger han.

Trods udtalelserne fra de nordiske forsvarsministre ser Peder Hvelplund frem til at diskutere alternative sikkerhedsalliancer "med gode kammerater i Norge, Sverige og Finland".

- I den nuværende situation er det ikke aktuelt at rejse et krav om udmeldelse af Nato. Det er Nato, der garanterer sikkerheden lige nu. Men der er en lang række problemer i forhold til Nato, og derfor bliver vi nødt til at diskutere, hvordan vi får en ny sikkerhedsstruktur.