SVM-toppen mødte vælgerne i Ringsted: Uenigheden mellem os er ikke forsvundet

Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) drog i dag ud på første stop på deres Danmarksturné.

De tre partiledere foran deres tour-bus inden afgang mod Ringsted. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

Lyset i Store Sal i Ringsted Kongrescenter er slukket, som i biografen inden filmen begynder.

Rundt regnet hvert tredje sæde ud af omkring 350 styk står tom, selvom billetterne til eftermiddagens møde med regeringstoppen er gratis, og der er varslet et udsolgt arrangement.

Få minutter over fem tænder lyset og i bedste show-stil introducerer den tidligere tv-vært Anders Breinholt på X-factor-manér aftenens tre hovedpersoner.

Ind til høj musik kommer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), vice-statsminister og økonomiminister Jakob Ellemann Jensen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Sidstnævnte som med en kommentar til eftermiddagens opbud proklamerer, at "så er det nok ikke så skidt endda".

Det er muligt for publikum at stille spørgsmål via deres telefon, og selvom spørgsmålene bliver læst igennem og udvalgt omme bagved, så vidner de om, at de ikke er så entydigt enige.

For hvornår mærker almindelige mennesker, at det går så godt med dansk økonomi? Det spørgsmål går igen.

Hvis økonomien er god?

I løbet af sommeren har Finansministeriet opjusteret det økonomiske råderum med 20 milliarder. Men når der er penge i kassen, hvorfor kan de så ikke mærkes på plejehjemmene, vil én vide?

En anden vil vide, om der er penge til psykiatriens udfordringer. En tredje om HTX-uddannelsen skal have flere penge.

Spørgsmålene går i tråd med de seneste dages opråb fra landets både blå og røde borgmestre, som er bekymrede for, at besparelser på velfærden går ud over ældre og børn.

Men regeringen har allerede afsat flere penge, lyder det. Det store problem er antallet af hænder.

- Selv når vi afsætter flere penge, så oplever man i kommunen nu, at man ikke kan ansætte dem, man gerne vil. For eksempel mangler vi allerede i dag sosu'er. Den store udfordring i udrulning af fjernvarme er, at vi mangler faglærte. Jeg kunne blive ved, siger Mette Frederiksen (S).

Og da DR spørger hende, hvorfor regeringen planlægger skattelettelser, når kommunerne skal spare på velfærden, lyder svaret fra statsmininsteren:

- Det afgørende er, at vi gør, hvad vi kan, for at løse de problemer der er. Og det her er også et spørgsmål om penge. Derfor afsætter vi flere penge, men vi påstår ikke, det løser alle problemerne.

- Vi er også nødt til at have en snak med landets kommuner om, at vores medarbejdere i velfærden bruger deres tid rigtigt. Der bliver brugt rigtig meget tid på bureaukrati og dokumentation. Hvis vi vil have en ordentlig ældrepleje, skal vi sikre, at der er en ordentlig økonomi, men også at få frisat så medarbejdere får mere tid til det, det handler om. Mere tid til de ældre, siger Mette Frederiksen (S).

- Det er vores allervigtigste projekt: At fristætte hele vores velfærd. Det handler om, at fagligheden er bedre der end inde på Slotsholmen, supplerer Jakob Ellemann-Jensen (V).

Med tour-bus rundt i landet

Tidligere på dagen var de tre partiledere på besøg på erhvervsskolen NEXT i Københavns nordvestkvarter, hvorefter særligt Lars Løkke Rasmussen (M) måtte gøre holdt for at stille op til selfies med smilende elever i den bagende sol.

Her var temaet faglært arbejdskraft, som regeringen ønsker meget mere af. Og statsministeren slog også på scenen i Ringsted et slag for at gøre op med uddannelsessnobberi:

- Det er noget, vi skal ændre på som befolkning. Det er os alle, der skal vælge at sige, at det ikke er federe at gå den ene vej end den anden vej.

Efter erhvervsskolebesøget var der i den valgkampsværdige bus med store billeder af de tre partiledere rig mulighed for en lille rugbrødsmad inden Ringsted Kongrescenter. Første stop på det, der velsagtens kan kaldes en charmeturné hos danskerne.

For charme er der brug for, i hvert fald hvis man læser meningsmålinger, som Jakob Ellemann-Jensen (V) ellers proklamerer, at han ikke gør. Regeringen har i DR's seneste måling tilsammen mistet 17 mandater siden folketingsvalget sidste år.

Det svarer til, at op mod 350.000 danskere, som stemte på regeringspartierne, nu har forladt dem

Samarbejde med en tidligere fjende

Noget tyder på, at Ringsted-vælgerne stadig skal vænne sig til SVM-konstellationen. Flere i salen stiller spørgsmål til, hvordan de tre partiledere samarbejder.

For hvordan er det egentlig at arbejde sammen med dem, man hele sit liv har forsøgt at spænde ben for?

Til det lyder svaret, at tiden lige nu kalder på samarbejde. Der er store udfordringer som spænder lige fra krigen i Ukraine, den grønne omstilling og udfordringer i sundhedsvæsenet.

På scenen i Ringsted. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

- Uenighed mellem os er ikke forsvundet, fordi vi er gået i regering sammen, men vi vælger at være sammen om noget. Det er det, der binder os sammen, siger Mette Frederiksen (S).

- Vi har mere tilfælles, end der skiller os. Os der sidder her, vi kan vores metier, siger Lars Løkke Rasmussen (M).

En person vil gerne vide, hvornår deres samarbejde er bedst og sværest.

Jakob Ellemann-Jensen (V) nævner regeringens forbud mod koranafbrændinger.

- Det er ikke alt i politik, der er nemt. Vores samarbejde var bedst og sværest om koranafbrændingerne, siger han.

De to andre partiledere nikker. Lars Løkke Rasmussen fortsætter:

- Det er, når man skal sige det, som Jakob har sagt, men på en ny måde.

Publikum klapper og leer.

Mette Frederiksen fortæller, hvornår samarbejdet er svært.

- Det er klart, når vi har møder tidligt om mogenen, fordi Lars er morgensur, siger hun.

Folk griner, det er ikke kun Anders Breinholt, der joker.

- Jeg insisterer på, at vores møder skal være sent om aftenen. Fordi jo senere det bliver, jo bedre. Så ved jeg, jeg har overhånden, siger Lars Løkke Rasmussen.

Efter arrangementet er der tilfredshed at spore blandt noget af publikum. Steen Andersen fra Ringsted mener, han er blevet klogere.

- Jeg tænker, det er fornuftigt i forhold til landet. De favner jo det meste af befolkningen, og jeg kan ikke se andre alternativer, siger han om regeringsssammensætningen.

Det samme oplever Emircal Celik fra Ringsted.

- Det jo ikke noget, man ville forvente, for normalt modstrider de meget hinanden i deres politiske mål. Men det ser ud til, at de har nogle gode resultater sammen på trods af deres politiske modsætninger, siger han.

Du kan blive meget klogere på, hvorfor regeringen tager på Danmarksturné, i analysen af DR's politiske korrespondent Christine Cordsen her: