Sygemeldt borgmester vender tilbage til Københavns Rådhus på mandag

Københavns teknik- og miljøborgmester har været sygemeldt på grund af en voldtægtssag i sit hjem.

Ninna Hedeager Olsen vender retur til arbejdet på mandag. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Københavns sygemeldte teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), vender tilbage til sit arbejde mandag den 9. september.

Det bekræfter pressechef i Teknik- og Miljøforvaltningen Morten Rixen overfor DR Nyheder.

Borgmesteren blev sygemeldt, efter at det kom frem, at en mand var mistænkt for voldtægt af en kvindelig gæst til en fest i borgmesterens lejlighed den 31. marts.

Den påståede voldtægt skal være sket mellem klokken 8 og 16, efter borgmesteren holdt fest.

Sagen havde personlige konsekvenser for borgmesteren, siden den så offentlighedens lys omkring en uge senere, da hun sygemeldte sig på ubestemt tid.

Afventer stadig dom i sagen

Ninna Hedeager Olsen skrev 7. april på Facebook, at hun af professionelle var blevet opfordret til at "trække stikket i en kortere periode".

"En kortere periode" var ikke defineret nærmere, og fire måneder senere var borgmesteren stadig sygemeldt med fuld løn uden i første omgang at fremvise en lægeerklæring.

Kommunal- og folketingspolitikere skal nemlig ikke godtgøre, hvorfor de sygemelder sig.

Men efter ønske fra forvaltningen i Københavns Kommune fremlagde Ninna Hedeager Olsen en lægerklæring.

En mand er blevet sigtet for voldtægt af en kvindelig gæst til festen i borgmesterens lejlighed. Han blev siden tiltalt, og retssagen begyndte den 28. august. Dommen ventes at falde den 25. september.

Manden er foruden voldtægt tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved at have taget på Ninna Hedeager Olsen. Han nægter sig skyldig.

Overblik:

  • 7. april: Ninna Hedeager Olsen bliver opfordret til at "trække stikket i en kortere periode".

  • En mand bliver sigtet for voldtægt af en kvindelig gæst til en fest i borgmesterens lejlighed den 31. marts.

  • Manden nægter sig skyldig.

  • Retssagen begyndte 28. august. Dommen ventes 25. september.

  • Ninna Hedeager Olsen fremlægger ikke dokumentation for sit sygefravær. Dette er efter reglerne.

  • 14. august fortæller Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, at den sygemeldte borgmester har serveret for gæster på en venindes kro på Tunø.

  • Senere samme dag kommer det frem, at Ninna Hedeager Olsen nu har afleveret en lægeerklæring til Københavns Kommune efter ønske fra forvaltningen.

  • /ritzau/

Facebook
Twitter