Syv års kamp om Vejle Fjord kan ende med en togtunnel og en timemodel

Hvis projekterne bliver gennemført, vil det redde timemodel, siger støttepartier.

VEJLE FJORD BROEN. (Foto: Palle hedemann © Scanpix)

Syv års intens trafikdebat om en togbro over Vejle Fjord kan overraskende ende med, at der slet ikke kommer en bro men en tunnel under fjorden.

Det fremgår af de notater, som regeringen har givet til partierne bag Togfonden samtidig med med de igangværende forhandlinger om vej- og jernbaneprojekter de næste 15 år. Oplysningerne bekræftes af flere kilder med indsigt i forhandlingerne.

Hvis regeringens støttepartier nikker ja til forslaget, kan det betyde, at der skal etableres en ny jernbane under Vejle Fjord. Regningen løber op i 5,5 milliarder kroner, og løsningen er dermed dyrere end de broforslag, som myndighederne har arbejdet med.

Den gule linje på billedet viser en af de mulige placeringer for togbroen, hvis det altså ender med at være er den løsning, der bliver valgt.

Løsningen er imidlertid ikke helt ny. Tilbage i 2016 og 2017 undersøgte Vejdirektoratet fire forskellige muligheder for at lave en højhastighedsbane ved Vejle Fjord. Tre forskellige linjeføringer over fjorden og én under.

Tunnelløsningen kommer dog med en væsentlig ulempe. Når togskinnerne skal op fra tunnelen til land, er der så stejlt, at kun passagertog kan benytte sporet. Det betyder med andre ord, at de noget tungere godstog fortsat skal køre på den eksisterende bane indenom Vejle by.

Enhedslisten vil hellere have en bro

Tunnelløsningen, som regeringen har tilbudt, falder dog ikke i lige god jord hos alle partierne i rød blok - herunder Enhedslisten.

- Vi så helst, at der blev bygget en bro, fordi så kan vi også få godstogene over broen frem for ind i gennem Vejle. Det er ikke muligt igennem en tunnel, siger Rasmus Vestergård Madsen, der er transportordfører for Enhedslisten.

Han medgiver dog, at løsningen kan være bedre for miljøet end endnu en bro over Vejle Fjord.

- Den har i hvert fald en anden miljøpåvirkning, fordi den skal graves ned, men den koster også mere, siger han.

Omvendt betegner De Radikale tunnelløsningen som et "godt bud", siger transport- og klimaordfører Rasmus Helveg Petersen.

- Der er ikke nogen løsninger, som alle er tilfredse med. Uanset hvad vi vælger, så vil der være nogen, der vil være utilffredse, men uanset hvad vi vælger, så tror jeg, vi kan glæde rigtigt mange med en tunnel.

Anne Valentina Berthelsen er SF's transportordfører. Hun siger i en skriftlig kommentar, at Togfonden og timemodellen er SF-"hjerteblod".

- Derfor er vi også glade for, at regeringen så tydeligt har sagt, at de står ved forliget og har sat den økonomiske ramme af til det. Men de enkelte elementer, herunder Vejlefjordbroen, er ikke til forhandling i de nuværende infrastrukturforhandlinger, og om der skal bygges en tunnel eller en bro er en sag for forligskredsen bag Togfonden, siger hun.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) ønsker ikke at stille op til et interview om sagen, men han bekræfter, at der er reserveret togfondsmidler.

- Herunder (til, red.) de løsningsmuligheder, der er ved Vejle Fjord, som beskrevet i VVM undersøgelsen fra 2017. Og det er noget, som skal drøftes nærmere med partierne bag Togfonden, skriver han.

Her ses en plan for en togbro over Vejle Fjord. Det er den røde linje. Den sorte linje er der, hvor jernbanen i dag snor sig rundt om.

Timemodel på bordet

Det er ikke aftalt, at der skal etableres en tunnel under fjorden, men regeringen lægger i notatet op til at reservere 5,5 milliarder og skriver direkte, at det vil finansiere en tunnelløsning.

Det er ikke det eneste togfondsprojekt, der ifølge notat og kilder er lagt på bordet. Samlet er der lagt op til at reservere 13 milliarder til projekter i Togfonden. Hovedparten er langs hovedbanen fra Fredericia til Aalborg.

Særligt en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager i Østjylland har vakt debat i Folketinget. Her lægger regeringen op til at reservere 3,8 milliarder kroner til formålet. Banen skal skære vigtige minutter af rejsetiden mellem Fredericia og Aarhus. På bordet ligger også et tilbud om hastighedsopgradering af strækningerne mellem Fredericia og Aarhus og mellem Langå og Hobro til en samlet pris på 2,1 milliarder kroner.

Gennemføres projekterne vil det ifølge ordførerne redde timemodellen i det østlige Jylland, så det bliver muligt at rejse med tog mellem Odense og Aarhus og mellem Aarhus og Aalborg på én time.

- De projekter, som der ligger reservationer på nu, er helt afgørende for at få timemodellen op at køre.

- Det vil betyde, at man kan komme mellem de store byer på en time.

Togfonden blev oprindelig aftalt mellem den daværende S-R-SF-regering samt Dansk Folkeparti. Siden er DF trådt ud af forliget.

Blå blok står udenfor forlig

Venstre er indædte modstandere af planerne og vil bruge finansieringen fra Togfonden til at bygge eksempelvis en Hærvejsmotorvej fra Haderslev over Give og til Viborg, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, der kalder planerne om en forbindeles over Vejle Fjord for en "særledes uklog måde at bruge skatteydernes penge på".

- Der er slet ikke brug for at bygge mere jernbane i Østjylland. Vi skal anstrenge for at bygge noget, som befolkningen har brug for. Det er altså ikke en jernbanetunnel under Vejle Fjord. Der kan vi bruge pengene langt bedre andre steder, siger han.

Og en tunnelløsningen får ikke mange pæne ord med på vejen fra Venstres transportordfører.

- Regeringens planer inkluderer, at Vejle kan få godstogene ind i gennem byen, mens man kan se passagertogene drøne forbi ude i horisonten eller under en tunnel. Det er rigtig, rigtig dumt.

Facebook
Twitter