Udligninger mellem kommuner

Syv kommuner vil føre sag mod staten

Flere kommuner vil have flere hundrede millioner kroner retur på grund af udligningsfejl.

Syv kommuner vil udarbejde et sagsanlæg mod staten på grund af fejl i udligningssystemet. 12 andre kommuner skal tilbage til baglandet for at få endeligt tilsagn.

Det står klart efter et møde mellem borgmestre fra 19 kommuner fra hele landet.

- Vi ønsker at gå videre med det, fordi vi føler, vi er blevet snydt, siger Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune.

De øvrige kommuner bag sagsanlægget er Hjørring, Svendborg, Næstved, Lolland, Guldborgsund og Stevns.

Kommunerne mener, at de i flere år er gået glip af flere hundrede millioner kroner på grund af en fejl i udligningssystemet.

Fejlen har betydet, at der ikke har været taget højde for udlændinges uddannelsesniveau.

Eksempelvis har en veluddannet udlænding i Gentofte udløst samme tilskud som en ufaglært udlænding i eksempelvis Hjørring.

Allerede i 2014 gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på problemet.

- Hvis vi går helt tilbage til 2006, så er der flere milliarder, vi taler om. Men vi har en fornemmelse af, at vi kan blive ramt af forældelse.

- Derfor er strategien at gå efter kompensation for årene 2016, 2017 og 2018. Her taler vi om et beløb på over en halv milliard kroner, siger Mogens Gade.

/ritzau/

Facebook
Twitter