Taberne overvejer situationen efter Messerschmidts formandssejr

Messerschmidt er tit en mand, der er svær at arbejde sammen med, lyder det fra Martin Henriksen.

Merete Dea Larsen og Martin Henriksen var oppe imod Morten Messerschmidt for at få formandsposten i Dansk Folkeparti. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Tonen var forsonende, da Morten Messerschmidt som ny formand gik på talerstolen i Herning under Dansk Folkepartis årsmøde i går.

Eftermiddagens højdepunkt var, da partiet skulle vælge ny formand, hvor Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen kæmpede om posten. Men den gik altså med mere end 60 procent af stemmerne til Morten Messerschmidt.

- Jeg er glad for dem, der har stemt på mig. Men jeg nærer den dybeste respekt for dem, der har stemt på Merete og Martin, og jeg nærer den dybeste respekt for Merete og Martin.

- Der kommer nu en tid, hvor vi skal hele vores parti, hvor vi skal samle vores parti, og hvor der vil være plads til alle. Der vil ikke komme nogen repressalier for, hvad der er sket i den tid, der er gået, sagde Morten Messerschmidt fra talerstolen i Herning.

Morten Messerschmidt bliver hyldet, efter han er blevet valgt til ny formand ved Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i Herning søndag. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Skal hjem og tygge lidt på det

Men de søde ord om forsoning er ikke noget, der giver fuldstændig tryghed hos udfordrerne.

Martin Henriksen, der fik 219 stemmer – og dermed næstflest stemmer efter Morten Messerschmidts 499, skal hjem og tygge lidt på resultatet.

- Nu er afgørelsen faldet, og så skal vi lige se, hvad der sker. Jeg har jo tidligere sagt, at der har været nogle forsøg på at presse mig ud undervejs, og det går jeg ud fra vil fortsætte. Men nu er der kommet en afgørelse, og så tygger vi på det og ser, hvad der sker, siger Martin Henriksen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Martin Henriksen ønsker at være en del af partiets ledelse under Messerschmidt, er svaret dog mere køligt.

Martin Henriksen fik 219 stemmer, da der blev stemt i Herning. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

- Messerschmidt er tit en mand, der er svær at arbejde sammen med, har jeg erfaret. Om det bliver bedre, ved jeg ikke. Men nu ser vi på det, siger han.

Han ønsker Morten Messerschmidt tillykke og siger, at han respekterer de delegerede og medlemmernes valg. Men om der kan undgås repressalier, tvivler han ifølge Ritzau på.

- Nu har jeg jo været i partiet i cirka 20 år, så jeg ved godt, hvordan tingene de fungerer, svarede han, da pressen ville vide, hvad han mente om Morten Messerschmidts garanti.

Nervøs for partiets fremtid

Merete Dea Larsen, der måtte nøjes med 107 stemmer, siger, at hun nu skal hjem, smække benene op på sofabordet og trække vejret. Men hun bliver i partiet.

- Jeg vil prøve at have tillid til, at Morten kan samle partiet og ikke skille sig af med de 40 procent, der ville noget andet. Jeg håber, han vil inkludere og levere på det, han har sagt, siger hun.

Merete Dea Larsen (th.) blev blandt andet støttet af DF'eren Liselott Blixt. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Hun frygter ikke personlige repressalier, men er mere nervøs for, hvad der kommer til at ske med partiet. Ifølge hende skal man væk fra "personfnidderet, rundsav og beskidte tricks".

- Det er med til at gøre, at folk mister tillid til demokratiet, og det er jeg rigtig bange for vil fortsætte. Men jeg håber, at Morten vil vise mig og andre, at det ikke vil ske.

Så du vil gerne fortsætte dit arbejde i partiets hovedbestyrelse?

- Ja, helt sikkert. Men jeg tænker også at trække vejret lidt, og så må jeg se, hvordan partiet udvikler sig og vurdere, om jeg kan være i det. Det håber jeg, jeg kan.

Men Merete Dea Larsen garanterer, at hun fremover vil trække sig lidt tilbage fra mediedækningen efter valgkampen.

- Der vil komme forsider med jævne mellemrum, der ikke vil handle om politik, og der vil jeg ikke udtale mig negativt om vores formand, siger hun og peger blandt andet på den kommende retssag mod Morten Messerschmidt i Meld- og Feld-sagen.