Tavse alternativister: Ingen vil interviewes om hård kritik af Elbæk

Total tavshed, efter at næstforperson meldte sig ud i protest mod Uffe Elbæk.

Hverken Uffe Elbæk eller politisk ordfører Rasmus Nordqvist ønsker at svare på hård kritik fra afgående næstforperson i hovedbestyrelsen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En beregnende leder, som udnytter sin position til få sine egne frem i partiet og som udnytter sin position til at fremme sine egne interesser.

Sådan lød den hårde kritik af Uffe Elbæk fra den nu forhenværende næstforperson i Alternativets hovedbestyrelse, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, i forbindelse med, at han i dag meldte sig ud af partiet.

- Efter at jeg kom med i hovedbestyrelsen, har jeg set flere tilfælde, hvor Uffe Elbæk har udnyttet sin magt til at få sine egne frem. Jeg kan ikke sige, at det er hans personlige venner, men jeg har set flere eksempler på, at folk nær Uffe Elbæk er steget hurtigt i graderne, sagde han til DR Nyheder.

Denne kritik er der dog ikke nogen i Alternativets ledelse, som har ønsket at tage til genmæle på.

Uffe Elbæk meddeler gennem sin pressechef, Rune Langhoff, at han ingen kommentarer har til sagen ud over en kort kommentar skrevet på Twitter:

- Selvom jeg gerne ville, kan man i et politisk parti og bevægelse ikke gøre alle glade. Man skal kun være i Alternativet, hvis man har lyst til det. Tak for indsatsen til de, der har været med undervejs, men som nu vil noget andet, skrev han ved 13-tiden - en time, efter at Vilhelm Stamp Nordahl Møller havde meldt sin afgang.

Heller ikke partiets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, ønsker at svare på spørgsmål om sagen, hvor også et andet hovedbestyrelsesmedlem, Theis Krarup Hansen, i dag har meldt sin afgang.

- Jeg har ingen kommentarer til det, det er vores hovedbestyrelsesformand, Poul Brandrup, du skal tale med, skriver han i en sms.

DR Nyheder talte med netop Poul Brandrup kort efter klokken 13, hvor det blev aftalt, at han skulle have lidt tid til at sætte sig ind i sagerne, før han ville stille op til et interview.

Vil udelukkende svare skriftligt

Men trods gentagne forsøg på at få telefonisk kontakt med Brandrup efterfølgende, så har han ikke taget sin telefon.

I stedet har han via partiets pressechef, Rune Langhoff, sendt en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

- Jeg vil sige tak til dem for den tid, de har engageret sig i Alternativet. De har meldt sig ud med en kritik, som jeg ikke kan genkende som forperson for Alternativets hovedbestyrelse, siger han.

DR Nyheder spurgte tidligere i dag Vilhelm Stamp Nordahl Møller, hvad han siger til, at Uffe Elbæk ikke ønsker at svare på kritikken.

- Ud fra en kynisk håndtering af medieverdenen, så kan jeg godt forstå ham. Hvis han ikke stiller op, så dør sagen også hurtigere. Men jeg synes, at det er ærgerligt, for så lærer partiet ikke noget af det, sagde han.

Vilhelm Stamp Nordahl Møller har i forbindelse med sin udmeldelse af Alternativet meldt sig ind i Socialdemokratiet.

Facebook
Twitter