Teleskandale dør ikke efter ministers pressemøde: Partier kræver undersøgelser og samråd

Venstres Inger Støjberg kræver en uvildig advokatundersøgelse.

Justitsminister Nick Hækkerup vil ikke afskedige medarbejdere efter redegørelsen om teledatasagen. En række partier kræver yderligere svar fra ministeren. (Foto: Ida Guldbaek Arentsen © Scanpix)

Hvis justitsminister Nick Hækkerup (S) havde håbet, at et 32 minutter langt pressemøde om den såkaldte teledataskandale skulle sætte prop i måneders skriverier og politiske krav om bedring, så ender han formentlig med at blive slemt skuffet.

For partier fra både rød og blå blok nægter at slå ring om ministeren. I stedet kræver de alt fra en uvildig advokatundersøgelse, samråd med ministeren og konsekvenser i Hækkerups eget ministerium.

Men før vi kommer til reaktionerne, er det vigtigt at forstå, hvorfor de kommer. Her til formiddag præsenterede justitsministeren en længe ventet redegørelse af den såkaldte teledatasag, hvor det har vist sig, at politiets oplysninger om mistænktes færden baseret på telefon-data, har vist sig fejlagtig og mangelfuld.

I redegørelsen fremgår det blandt andet, at flere politikredse tlsyneladende forgæves forsøgte at gøre Rigspolitiet opmærksom på, at der var noget galt med de teledata, der blev brugt i efterforskninger - længe før sagen brød frem. Det gjorde den først efter valget, selvom Rigspolitiet havde kendt til problemet lang tid forud.

Det bringer os tilbage på Christiansborg, hvor daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) først blev orienteret den 17. juni i år - altså godt to uger efter folketingsvalget.

Ingen bliver fyret

På pressemødet her til morgen svarede Nick Hækkerup, at sagen ikke får ansættelsesretslige konsekvenser i ministeriet. Samtidig er det med ministerens ord noget, som han forventer, at "departementet lærer af".

Men spørger man på Christiansborg, så er sagen ikke en, man blot skal tage ved lære af. Den skal kulegraves, siger Venstres retsordfører, Inger Støjberg. Hun kræver nu en uvildig advokatundersøgelse af forløbet.

- Det er en skandale ud over alle grænser og giver nogle rystelser i forhold til tilliden til retssystemet.

Jeg stiller mig meget undrende over, at man ikke orienterer ikke Søren Pape eller Folketinget - og man orienterer først nu Nick Hækkerup om sagen. Der er helt klart nogle ting, vi skal have kigget efter i sømmene.

Inger Støjberg udtaler sig om teledatasagen i Vandrehalen på Christiansborg. (Foto: Ida Guldbaek Arentsen © Scanpix)

Støtteparti kalder sagen "stærkt utilfredsstillende"

I regeringens eget støtteparti, Radikale Venstre, ser retsordfører Kristian Hegaard også med kritiske øjne på redegørelsen. Han betegner forløbet som "stærkt utilfredsstillende".

- Jeg har indkaldt til samråd, fordi det virker for mig som om, at man har været passive, efter der blev udskrevet folketingsvalg. Man kan ikke suspendere retssikkerheden, bare fordi der er folketingsvalg. Tænk, hvis det var to lægehelikoptere, der gik i stykker, mens der var valg. Der er nogle ting, der bare skal fungere. Det er blandt andet vores retssamfund.

Kristian Hegaard fra et møde i Folketingssalen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Til venstre for den socialdemokratiske regering kræver Enhedslisten, at sagen får konsekvenser, siger retsordfører Rosa Lund.

- Det er en meget alvorlig fejl, der er sket i det danske retssystem. Det bør have nogle konsekvenser. Det bør ikke være sådan, at der kan ske så store fejl, hvor både Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Justitsministeriet tilbageholder oplysninger for Folketinget. Det er meget, meget problematisk.

Nu venter samråd, drøftelser og måske en undersøgelse

Hun vil imidlertid ikke "stå og pege på," hvorvidt sagen skal betyde fyringer. I stedet vil Enhedslisten drøfte de mulige konsekvenser med Folketingets øvrige partier. En drøftelse, som Kristian Hegaard fra De Radikale melder sig klar til at tage.

- Jeg synes, at der er så meget at tage fat på. Både Rigsadvokaten, Rigspolitiet og departementet har ladet stå til i en række måneder og set, at retsikkerheden ikke er, som den skal være, og ikke har gjort noget, siger han.

Hvorom alting er, så er disse linjer næppe de sidste, der er skrevet om teledata-skandalen. Forud venter i hvert fald et samråd for Nick Hækkerup.