Theresa Scavenius kan ikke genkende, at hun skulle være 'grov' mod medarbejdere og gruppen i Alternativet

Theresa Scavenius kalder det et 'karaktermord', at hun er blevet smidt ud af folketingsgruppen.

Theresa Scavenius stillede op som kandidat til at blive ny leder af Alternativet i 2020, men blev slået af Josephine Fock. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Ritzau Scanpix)

Opdateret 15.28 med svar fra Alternativet.

Alternativets Theresa Scavenius kan ikke genkende de beskyldninger, der i sidste ende har ført til, at partiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe har frataget hende sine ordførerskaber i partiet og valgt at henvise Scavenius til et kontor langt fra den gang, som Alternativet holder til på.

- Jeg har aldrig hørt om de her anklager før overhovedet, siger hun i programmet P1 Debat.

Anklagerne fra Alternativets folketingsgruppe går blandt andet på, at Scavenius har været "grov overfor medarbejdere" i partiet.

- Det er anklager, jeg aldrig er blevet foreholdt, før de kom ud dér i søndags. Vi har siddet i mæglingsproces i en månedstid nu. De har aldrig nævnt de her klager, siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius har hun ikke nogen problemer med medarbejderne i Folketinget.

- Jeg har virkelig gode relationer til dem alle sammen. Vi har jo grædt og grinet sammen. Så nej, jeg er meget uforstående over for, at man laver denne her form for smædekampagne.

Scavenius: Jeg ser det som en afledningsmanøvre

Det er første gang, at Scavenius stiller op, siden hun er blevet smidt ud af folketingsgruppen.

Her havde Alternativets folketingsgruppe indstillet til partiets hovedbestyrelse, at daværende klimaordfører Theresa Scavenius blev ekskluderet fra partiet.

Men i søndags kunne hovedbestyrelsen meddele, at Scavenius ikke ville blive ekskluderet.

I stedet har hun fået frataget sine ordførerskaber og sine rettigheder til at udtale sig på partiets vegne. Blandt andet med den begrundelse, at havde skadet samarbejdet med andre partier og ministerier.

Den håndtering forstår Scavenius ikke.

- Jeg ser det desværre som noget, de prøver at finde på som en afledningsmanøvre her på falderebet, fordi de tabte den store eksklusionssag, siger hun.

I 2021 oprettede Theresa Scavenius sit eget klimaparti Momentum. Men allerede i 2022 fusionerede partiet med Alternativet. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Ritzau Scanpix)

Fremtiden er usikker

På trods af den interne kritik mod Scavenius ved hun endnu ikke, om hun fortsat vil være en del af Alternativet.

- Udgangspunktet for mig har hele tiden været, at det, jeg arbejder for demokratipolitisk og klimapolitisk, er udtryk for Alternativets politik, siger hun og fortsætter.

- Men det er en ny konstellation, jeg har ikke overblik over, hvad det kommer til at betyde. Udgangspunktet er, at det lige nu ser meget svært ud og er en ubehagelig situation.

På nuværende tidspunkt kan Theresa Scavenius dog heller ikke se sig selv melde sig ind i et andet parti.

- Meget af min kritik går på, at partierne er blevet nogle dysfunktionelle grupper. Sådan hvis du ikke er med os, så er du imod os. Man skal følge en partilinje, og hvis du ikke gør det, så bliver du smidt ud, som var det en rockerklub, siger hun.

Alternativet skriver til DR, at de ikke ønsker at kommentere på personsager.