Thorning: Cekic afsporede debatten

Statsminister Helle Thorning Schmidt erkender i dag, at Özlem Cekic fra SF afsporede debatten om fattigdom med sit eksempel.

SF's socialordfører Özlem Cekic og Liberal Alliances arbejdsmarkeds- og sundhedsordfører Joachim B. Olsen var ipå besøg hos en såkaldt fattig dansk familie. Det førte til diskussioner mellem politikerne.

Özlem Cekic fra SF afsporede debatten om fattigdom med sit eksempel, hvor en kontanthjælpsmodtager havde 15.000 kr. tilbage efter skat, erkender statsminister Helle Thorning Schmidt.

I dagens aviser er der afskillige eksempler på folk i arbejde, der har mindre at leve for.

Det er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti der i Folketingssalen i dag har spurgt Helle Thorning-Schmidt om hendes holdning til sagen.

- Når nu der er eksempler på folk i arbejde, der har mindre. Hvordan kan det så være, at regeringen afskaffer starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Hvordan skal det få folk til at tage de dårlige jobs tidligt om morgenen, om natten eller ved kassen i et supermarked, spurgte Pia Kjærsgaard.

Folk skal ikke gøres fattigere

Helle Thorning Schmidt svarede, at hun er enig i, at det skal kunne betale sig at arbejde og at man først skal gøre sin pligt, inden man kan kræve sin ret.

- Men i regeringen mener vi ikke, at man ved at gøre folk fattigere får dem i arbejde. Tværtimod skubber man de mennesker endnu længere ud, siger Helle Thorning Schmidt.

Hun understregede, at man jo ikke kan vælge, om man vil have kontanthælp eller ej.

- Folk, der kan arbejde, skal ikke have kontanthjælp, sagde Helle Thorning Schmidt.

Facebook
Twitter