Thorning: Nogen mangler at fortælle sandheden i skattesagen

Statsministeren beklager, at Skattesagskommissionen ikke har fundet ud af, hvem der har lækket oplysninger fra Skat om hendes personlige forhold.

Når det ikke er lykkedes for Skattesagskommissionen at finde frem til, hvem der lækkede Helle Thorning-Schmidts (S) private skatteoplysninger til dagbladet BT tilbage i 2011, så er det fordi, at "nogen har valgt ikke at fortælle sandheden".

Det siger statsministeren i en skriftlig kommentar, efter at Skattesagskommissionen mandag har afleveret sin endelige beretning til justitsministeren.

- Det er åbenlyst, at det, der er foregået i denne sag, er forkert og ulovligt. Det er en meget alvorlig handling, siger statsministeren.

Thorning kalder det "krænkende for vores retsfølelse, at personlige papirer bliver lækket."

- Det må ikke ske. Hverken for mig eller for andre borgere. Derfor er det beklageligt, at kommissionen ikke har kunnet afdække, hvem der stod bag lækagen, siger hun.

Dybt ubehagelig sag

De lækkede oplysninger til BT indeholdt følsomme oplysninger om Helle Thorning-Schmidts hele private skatteforhold. Hun betegner i dag sagen som ubehagelig for både hende og hendes familie.

- Personligt har sagen været dybt ubehagelig for mig og min familie. Det vil jeg ikke lægge skjul på, skriver Helle Thorning-Schmidt i den skriftlige kommentar.

Ligesom Justitsminister Mette Frederiksen, vælger statsministeren nu at tage kommissionens beretning til efterretning, fremgår det af kommentaren.

Kan få konsekvenser for andre aktører

Selvom det ikke er lykkedes at finde frem til, hvem der stod bag lækagen, så får Skattesagskommissionens rapport måske alligevel konsekvenser.

Det er nemlig slået fast, at både den hjemsendte departementschef, Peter Loft, samt tidligere direktør for Skat København, Erling Andersen, har vildledt Folketingets Ombudsmand.

Nuværende skatteminister, Benny Engelbrecht, har bedt en advokat udarbejde en såkaldt ansvarvurdering, der skal være med til at afgøre, hvilke konsekvenser det skal have for de to aktører.

Se Helle Thorning-Schmidts kommentar til beretningen fra Skattesagskommissionen. Klik på play i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter