Statsminister Helle Thorning-Schmidt lander i Danmark onsdag efter et ophold i Sydafrika i forbindelse med mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.
Dermed bliver det ikke før torsdag, at hun får lagt ministerkabalen færdig, oplyser Statsministeriet til DR.
- Jeg tror, det bliver en relativt lille rokade, siger DR's politiske korrespondent Ask Rostrup tirsdag aften, efter en højspændt dag i dansk politik, hvor justitsminister Morten Bødskov blev tvunget til at gå af som justitsminister.
Den mindst mulige rokade ville naturligvis være blot at sætte en ny minister ind i Justitsministeriet, som ikke har et andet ministerium i dag.
Men det tror Ask Rostrup ikke på.
- Socialdemokraterne har ikke nogen i gruppen lige nu, som kan tage et så tungt ministerium. Det skal være en person med noget politisk tyngde og erfaring.
Karen Hækkerup er bedste bud
Den nuværende minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Karen Hækkerup, er nævnt mange steder som en mulig aftager af Justitsministeriet.
Og den betragtning er Ask Rostrup enig i.
- Hun har erfaring som retsordfører og hun er helt i tråd med den linje, som Helle Thorning-Schmidt og Morten Bødskov har lagt. Desuden efterlader hun et ministerium, som relativt let kan overgives til en politiker i gruppen.
- Politisk ordfører Magnus Heunicke er et godt bud på en overtager af Hækkerups ministerium, hvis de kan undvære ham i gruppen, vurderer Ask Rostrup.
Wammen er en outsider
De to andre kandidater til Justitsministeriet, som nævnes af mange eksperter, er Nicolai Wammen og Nick Hækkerup. Men dem tror Ask Rostrup mindre på.
- Nick Hækkerup blev for nylig flyttet fra Forsvarsministeriet til Europaministeriet og det ansås som en lille degradering. Så det ville være underligt, hvis han skulle overdrages til et af de allertungeste ministerier kort tid efter.
- Wammen er et bedre bud, men han har for nylig overtaget Forsvarsministeriet, som er et meget tungt ministerium. Der flyttes han formentlig ikke fra allerede.
Ny post til Bødskov
Den afgående justitsminister Morten Bødskov indtræder nu i folketingsgruppen og Ask Rostrup mener, at der kan være en stor rolle til ham fra dag ét.
- Han vil formentlig blive inkluderet i gruppeledelsen med det samme og også få nogle fremtrædende ordførerskaber. Men jeg tvivler på, at det bliver inden for noget med jura eller udlændinge.