Lang var den ikke.
Kortere end i både Frederikshavn og Holstebro, for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt en turboudgave af sin 1.maj-tale, da hun her til eftermiddag gik på scenen i Fælledparken.
Omgivet af larm fra fløjter, megafoner og tågehorn var Thorning kun foran mikrofonen i seks et halvt minut. I Holstebro talte hun i næsten tyve minutter og i Frederikshavn tidligere på dagen i 16 minutter.
Mens statsministeren stod på scenen, var stemningen intens, og flere steder førte det til direkte uro mellem aktivister og tilhørere.
En far med en lille dreng på skuldrene skubbede til en aktivist med munden fuld af fløjte og et andet sted overhørte DRs journalist Theis Lange Olsen følgende råbende samtale mellem to kvinder i menneskemængden.
De to var ikke helt enige om, hvordan man opfører sig på en 1.maj.
- Jeg synes, det er noget pis. Jeg synes, at vi skulle tage at stå sammen om at få skabt det her samfund, så det bliver bedre, sagde den ene kvinde om aktivisterne, som forsøgte at overdøve Thorning.
- Jeg synes, du er en latterlig nar. Og en usolidarisk so. Stå sammen? Hvad er det, Helle Thorning laver? Hun laver øget ulighed. Regeringen laver reformer, der rammer syg, arbejdsløse og hjemløse. Hvad er det, vi skal stå sammen om? At bevare din position?, svarede så den anden kvinde råbende.
Det ødelægger det jo lidt
Efter den korte tale sagde statsministeren selv, at det var svært at holde talen.
- Der er ikke særligt mange, der kan høre talen. Jeg tænker på, at der er mange mennesker i Fælledparken i dag, og de kommer jo også for at høre talen. Det ødelægger det jo lidt, at der kommer nogen for at overdøve den, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Herefter blev hun af en stor mængde politibetjente ført væk fra Fælledparken.