Thorning tog fejl af sin egen finanslov

Statsministeren tog fejl af et helt centralt punkt i finansloven på sit pressemøde. Enhedslisten undrer sig.

Statsministeren tog fejl af et helt centralt punkt i finansloven på sit pressemøde. Flere gange svarede hun forkert om dagpengemodtagerne. (Foto: Claus Bech © Scanpix)

Der er intet, der har fyldt mere i de seneste ugers forhandlinger om finansloven end vilkårene for de dagpengemodtagere, der ryger ud af systemet til nytår. Alligevel tog statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag fejl af den aftale, som regeringen indgik med Enhedslisten i søndags.

- De ledige, der er ved at opbruge deres dagpengeret i den første halvdel af det nye år, de får en mulighed for at uddanne sig med en offentlig ydelse i op til seks måneder, sagde statsministeren, da hun fremlagde aftalens indhold for pressen.

Formuleringen "op til" er imidlertid forkert. Dagpengemodtagerne har ifølge finanslovsaftalen ret til penge i et halvt år, uanset hvor lang tid deres uddannelse tager.

Gentog fejlen to gange

Netop formuleringen "op til" har været et af de centrale slagsmål mellem regeringen og Enhedslisten i de afsluttende forhandlinger, så Ritzaus journalist spurgte senere på pressemødet statsministeren, om hun nu også var sikker på, at tingene hang sådan sammen. Og det var hun:

- For den enkelte gælder det, at man skal i gang med noget uddannelse, så man har den rettighed. Så det er sådan set rigtigt, at hvis der er uddannelsesmulighed i så lang tid, så kan man få det, der svarer til kontanthjælp i seks måneder, sagde Helle Thorning-Schmidt.

EL: Thorning skal læse aftalen igen

Hos Enhedslisten undrer man sig over, at statsministeren kan opfatte aftalen sådan.

- Thorning har vist ikke fået læst aftalen så godt. Ordene "op til" fik vi forhandlet ud, og det fremgår klart af aftaleteksten, at ledige, som mister dagpengeretten som følge af dagpengereformen og som gerne vil omfattes af uddannelsestilbuddet, har ret til seks måneders forsørgelse, uanset hvornår uddannelses starter og uanset om den f.eks. kun varer én måned. Det var en klar forudsætning for at vi accepterede aftalen, siger finansordfører Frank Aaen.

- Jeg regner med, at finansministeren lige får forklaret statsministeren, hvordan aftalen hænger sammen, tilføjer han.

Facebook
Twitter