Thorning: Udviklingsbistanden skal højere op

Målsætningen er at hæve udviklingsbistanden, fastslår statsministeren. Hun vil dog ikke love, hvornår det sker

Statsminister Helle Thorning-Schmidt på officielt besøg Tanzania. Her på besøg på Christian Jebsens Kaffeplantage 7. marts 2013. (Foto: Casper Christoffersen © Scanpix)

Danmark skal give mere til de fattigste lande.

Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der under et besøg i Tanzania understreger, at det fortsat er regeringens målsætning at øge udviklingsbistanden til én procent af Danmarks samlede økonomi.

- Danmark er meget stolt af, at være blandt ganske få lande i verden, som giver over 0,7 procent af vores BNP i udviklingsbistand. Det gør Danmark større, end vi er, og det sætter os lige præcis i den liga, som et rigt land som Danmark skal være i.

Vi skal give mere

- Men vi vil gerne højere op. Vi vil gerne op på én procent, og det er stadig vores mål, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Statsministeren vil dog ikke sige noget om, hvornår udviklingsbistanden skal øges fra de nuværende 0,83 procent af Danmarks bruttonationalindkomst (BNI), hvilket svarer til rundt regnet 16 milliarder kroner.

Har taget første skridt

Hun understreger dog, at regeringen faktisk har taget de første skridt og løftet hjælpen til de fattigste lande, selvom der har været økonomisk krise.

- Jeg er utrolig stolt af, at vi selv i en krisetid i Danmark har prioriteret udviklingsbistanden, og det har vi gjort fordi vi mener det alvorligt.

- På vores finanslov har vi faktisk øget udviklingsbistanden, selvom der har været krise, siger Helle Thorning-Schmidt.

Danmark er et af bare fem lande i verden, der lever op til FN's anbefaling om at afsætte minimum 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand.

Modstand i Venstre

Mens den nuværende regering har postet flere penge i udviklingsbistanden, vil Folketingets største parti, Venstre, dog gå i den anden retning. Det fastslog Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen i sidste uge i et interview med Altinget.dk.

Venstre vil således sænke udviklingsbistandens andel af BNI fra 0,83 til 0,78 procent. Det ville i 2013 have betydet et fald på én milliard kroner ud af en samlet udviklingsbistand på 16 milliarder kroner.

V: Tiden er ikke til det

Alle områder skal holde for i en tid med økonomisk krise, mener Jakob Ellemann-Jensen:

- Alle områder skal have et kritisk gennemsyn. Vi kan ikke bare frede et område, uanset hvor sympatisk det ellers er. Riget fattes penge, og bistanden er et af de områder, hvor vi skal finde penge til de ting, vi gerne vil have råd til i fremtiden, sagde han til Altinget.dk.

/ritzau/

Facebook
Twitter