Thulesen Dahl angriber S: Tag nu arbejdshandskerne

Dansk Folkepartis formand angriber Socialdemokratiet for at nøle i pensionsforhandlinger.

Kristian Thulesen Dahl efterlyser forhandlingsvilje fra Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Der er gået valgkamp i forhandlingerne om tidligere pension, og Socialdemokratiet viser ikke reel vilje til at indgå en aftale i den nærmeste fremtid. Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkepartis formand to uger efter de første forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet.

- Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at vi skal have et folketingsvalg om få måneder. Men alligevel skal vi som partier både kunne tale med vælgerne og også kunne føre forhandlinger, og jeg synes, at der i den seneste tid er gået for meget valgkamp i den, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Vi er faktisk nogle, der er parat til at have arbejdshandskerne på.

Hos Socialdemokratiet er der dog ikke meget forståelse for den kritik.

- Det er en helt mærkværdig kritik, der kommer fra Kristian Thulesen Dahl. Vi er dybt optagede af at lave en aftale, der sikrer rettighed til en tidligere pension for folk, der har været meget lang tid på arbejdsmarkedet og er nedslidte, siger politisk ordfører Nicolai Wammen.

Pensionsudspil ikke konkret nok

Socialdemokratiet henviser til det pensionsudspil, som partiet kom med i januar. Her lovede S at afsætte tre milliarder kroner til, at særlige faggrupper kan gå tidligere på pension.

Præcis hvilke nedslidte grupper, der skal omfattes, skal dog ifølge forslaget først forhandles med arbejdsmarkedets parter efter et folketingsvalg. Men det er ikke godt nok, mener DF-formanden.

- Hvis man har et ønske om at få lavet differentieret pensionsalder for danskerne, skal man jo også sidde inde ved forhandlingsbordet og foreslå noget konkret om, hvordan det ville kunne komme til at se ud, og der er godt nok ikke mange konkrete forslag fra Socialdemokratiets side, siger Kristian Thulesen Dahl.

Nicolai Wammen mener ikke, at det er et rimeligt krav at stille.

- Vi møder op til forhandlingerne med Mette Frederiksen i spidsen og vi har præsenteret vores ideer. Nu synes jeg ærlig talt, at de andre partier skulle komme med deres. Så håber jeg, vi kan få lavet en aftale, siger Wammen.

FacebookTwitter