Thulesen Dahl efter Corydon-kritik: Nu må han åbne skufferne

DF-formand Kristian Thulesen Dahl forventer efter præsidie-kritik, at finansminister Bjarne Corydon (S) fremlægger de hidtil tilbageholdte bud på Dong.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl er meget tilfreds med, at Folketinget har udtalt kritik af Bjarne Corydon i Dong-sagen. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

- Det er et rigtig godt svar og en ordentlig begmand til finansministeren.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter at Folketingets øverste ledelse, præsidiet, har udtalt skarp kritik af finansminister Bjarne Corydon (S) i Dong-sagen.

Kritikken går på, at Corydon har givet Folketinget alt for få oplysninger i forbindelse med det kontroversielle salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs sidste år.

- Det fremgår krystalklart af svaret, at der er en interesse for Folketinget i at se de alternative bud på Dong. Dem har Bjarne Corydon tilbageholdt, men nu må vi forvente, at de åbner skufferne i Finansministeriet og lader os se de her ting, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Sovset ind i bortforklaringer

På baggrund af en række nye oplysninger om Dong-salget klagede Kristian Thulesen Dahl over, at finansminister Bjarne Corydon ikke har givet Folketingets Finansudvalg indsigt i de alternative tilbud, der forelå på aktierne i Dong.

Det er den klage, Folketingets præsidie nu har taget stilling til.

- Bjarne Corydon har tidligere skrevet et fem sider langt notat og er kommet med alle mulige bortforklaringer. Han har forsøgt at sovse sagen ind i så mange bortforklaringer og forsøgt at få os til at glemme sagen, siger DF-formanden og fortsætter:

- Vi bliver ved, til vi får lov at se de her tilbud, så vi kan se, om det er rigtigt, når Bjarne Corydon sagde, at Goldman Sachs kom med det bedste tilbud, siger Kristian Thulesen Dahl.

Lykketoft: Det var af saglig betydning

Formanden for Folketingets præsidium, Mogens Lykketoft, påpeger, at Bjarne Corydon ikke bare kunne lukke ned for informationer af hensyn til de forskellige interesserede købere af dele af Dong.

- De oplysninger om de enkelte tilbud, udover det, der endte med at blive accepteret, var af saglig betydning for Folketingets Finansudvalg, siger Mogens Lykketoft.

Trods kritikken vil præsidiet dog ikke forlange, at Bjarne Corydon udleverer dokumenter i sagen.