Thulesen Dahl i tale 'renset for refleksioner': Det er vores skyld, at vi ikke er som Sverige

Dansk Folkeparti holder lørdag jubilæums-årsmøde i skyggen af en vælger- og coronakrise.

Det er Dansk Folkepartis skyld, at Danmark ikke døjer med samme indvandrerproblemer som Sverige, lød det blandt andet fra partiformand Kristian Thulesen Dahl. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Det kan godt være, at vælgerne for tiden har forladt Dansk Folkeparti til fordel for andre. Men danskerne og de øvrige partier har alligevel meget at takke dem for.

For det er takket være Dansk Folkeparti, at Danmark ikke er så ilde stedt som nabolandet Sverige.

Ovenstående var blandt budskaberne i partiformand Kristian Thulesen Dahls landsmødetale lørdag formiddag.

- Havde vi ikke kæmpet kampen, dengang de andre svigtede, havde Danmark stået et langt værre sted, end vi gør. Så havde Danmark og Sverige lignet hinanden.

- For godt nok har vi store problemer med indvandrere – parallelsamfund – kriminalitet. Men det er stadig intet at regne i forhold til de problemer, de står med i Sverige, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Jubilæums-årsmøde i Odense

Ordene faldt i Odense, hvor Dansk Folkeparti lørdag afholder partiets 25. årsmøde. Meningsmålinger viser, at flere vælgere i dag har forladt dem til fordel for blandt andre Nye Borgerlige og Socialdemokratiet.

Jubilæet kan derfor ikke fejres med samme vælgeropbakning i ryggen som i 2015, hvor partiet fik en femtedel af stemmerne ved folketingsvalget.

Måske derfor fik de seneste 25 års indsats en særlig god plads i Odense. Blandt andet den korte film før selve landsmødetalen, hvor Pia Kjærsgaard fortalte, hvordan en journalist i den spæde begyndelse havde sagt ’dem ser vi ikke mere til’. Sådan gik det – som bekendt - langt fra.

Og ikke mindst partiformandens sammenligning med Sverige i landsmødetalen.

Vil straffe dominansvold

Fra talerstolen sagde Kristian Thulesen Dahl blandt andet, at Dansk Folkeparti vil straffe den såkaldte ’dominansvold’ hårdere. Altså når indvandrerdrenge overfalder og filmer unge ofre, lød det fra partiformanden.

- Det skal give markant øget straf, når gerningsmanden filmer sit offer. Racistisk dominansvold skal behandles som en hadforbrydelse. Vi ønsker en minimumsstraf på fem års ubetinget fængsel. Og hvis gerningsmanden ikke er dansk statsborger, skal det medføre udvisning. Ud af vagten.

Landsmødet blev indledt med en velkomst fra partisekretæren, Steen Thomsen.

Albuehilsner og mundbind til DF-årsmøde, der finder sted i skyggen af en vælger- og coronakrise. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Han kunne fortælle, at der var gratis refill af kaffe hele dagen, når først man havde købt sin kop.

Han opfordrede også til at trække de særlige Dansk Folkeparti-jubilæumsmundbind helt op over næsen. Landsmødet finder sted under særlige corona-restriktioner. Blandt andet er aftenens fest aflyst. Og smørrebrødet serveres i portionsanretninger.

Herefter fik partiformanden ordet. Han havde løfter med til børnefamilierne, der skal have mulighed for og tilskud til selv at passe små børn derhjemme.

- I dag er det hovedsageligt kun en mulighed, hvis den ene forælder har et meget vellønnet job. Ved at tilbyde et tilskud på dagpengeniveau til den ene forældre, der passer de små hjemme, vil vi sikre, at det er en reel mulighed for alle.

Skattefri ældrecheck

Til den anden ende af generationerne vil Dansk Folkeparti vil også arbejde for, at ældrechecken skal være skattefri. I modsætning til i dag.

- Tidligere fik vi indført ældrechecken og har løbende fået den forbedret. Og nu foreslår vi at gøre ældrechecken skattefri. Ligesom børnechecken er det i forvejen. Det vil sikre, at mange af de ældre, som ikke har meget at rutte med, får lidt ekstra frihed.

Næstformand Morten Messerschmidt og Dot Wessman - samt hund - til årsmøde i Odense. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Kristian Thulesen Dahl sluttede talen med at afsløre et portræt af afdøde Poul Nødgaard, der var blandt partiets stiftere. Billedet skal hænge på partiets gruppeværelse på Christiansborg.

- Så er der frokost, sluttede partiformanden, inden sortklædte tjenere bar smørrebrødsanretninger med flæskesteg, æggemadder og dyrlægens natmad ind på bordene.

Artiklen er opdateret med billeder fra årsmødet i Odense.

Facebook
Twitter