Thulesen Dahl: Jeg ligger til venstre for Helle Thorning

Når det gælder den økonomiske politik, så ligger Dansk Folkeparti til venstre for Socialdemokraterne, siger formanden.

Det kan godt være, Dansk Folkeparti peger på Venstres Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Men når det kommer til fordelingspolitikken og ulighedsdebatten, så placerer Kristian Thulesen Dahl sig selv til venstre for Helle Thorning-Schmidt. Det slog han fast i går aftes i DR2-programmet "Vi Ses Hos Clement".

På den økonomiske politik ligger du til venstre for Helle Thorning?

- Sådan kan man godt betegne det. Og så ligger vi nok til højre på rets- og udlændingepolitikken, sagde Kristian Thulesen Dahl, der forinden havde forsikret seerne om, at han med 90 mandater ville have ført en mere solidarisk politik, end SR-regeringen har gjort.

- Hvis du tager skattereformen fra 2012, så er den vel det mest ulighedsskabende af de initiativer, hun har stået i spidsen for, og den var vi ikke tilhænger af, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Parat til at gå imod Løkke

Dansk Folkeparti og Venstre er uenige om store dele af den økonomiske politik. Venstre er med Lars Løkke i spidsen gået til valg på nulvækst i den offentlige sektor, mens Dansk Folkeparti ønsker en vækst på 0,8 procent. Kristian Thulesen Dahl vil da heller ikke udelukke, at Dansk Folkeparti kommer til at indgå aftaler med rød blok. Også selvom det bliver uden om en Venstre-regering.

Kan man efter et valg forestille sig en situation, hvor I bliver en del af en samlet front mod Lars Løkke?

- Hvis ikke han er parat til at flytte sig, så selvfølgelig ja, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Du kan se hele programmet på www.dr.dk/tv/se/vi-ses-hos-clement