Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er klar til at træde tilbage som formand for partiet efter den store tilbagegang ved kommunalvalget.
Det siger han i forbindelse med et gruppemøde i partiet på Christiansborg.
- Jeg har bedt om at få hovedbestyrelsen samlet til en evaluering af valgresultatet. I den evaluering er det mit ønske, at der bliver indkaldt til et ekstraordinært landsmøde, hvor der bliver valgt en ny formand for Dansk Folkeparti.
Så du regner ikke med at skulle fortsætte som formand?
- Nej, så ville jeg ikke gøre det her. Det er rigtigst, at jeg tager ansvaret for det resultat, vi fik i aftes. Vores folk rundt i landet har kæmpet en brav kamp. Jeg synes ikke, det er rigtigt, at vores lokale folk, som nu har fået dårlige lokale valg, skal tage ansvaret for det. Det er en landspolitisk tendens for partiet.
Hvorfor siger du ikke bare klart, at du trækker dig som formand?
- Det synes jeg også, ligger i det, jeg siger.
Så du trækker dig som formand?
- På et ekstraordinært landsmøde, hvor der kan vælges en ny formand. Jeg tager også ansvaret for, at vi får en god proces, så vi får en værdighed i forhold til at finde frem til en ny formand. Det er derfor, jeg gør det på den her måde.
Stiller du op til det valg?
- Nej. Altså det er klart, at et ekstraordinært årsmøde, hvis hovedbestyrelsen beslutter det, så er det en situation, hvor det bliver lavet for at starte på en frisk og komme ud af det dødvande, vi har været i det seneste par år. Der skal ske noget ekstraordinært nyt i Dansk Folkeparti.
Hvad sker der i weekenden, hvis hovedbestyrelsen ikke ønsker et ekstraordinært årsmøde, eller hvis der ikke er andre, der stiller op som formandskandidat?
- Det tager jeg som en helt utænkelig situation. Når jeg kommer med det her ønske, så er jeg sikker på, der bliver et ekstraordinært årsmøde, og så vil der også byde sig kandidater til. Den tanke skal lige modnes rundt omkring, og så vil der være folk, der byder sig til. Vi har mange dygtige folk, siger Kristian Thulesen Dahl.
Partiet fik ved kommunalvalget i 2017 8,7 procent af stemmerne på landsplan. Det blev mere end halveret til 4,1 procent.
- Jeg tager konsekvensen af det dårlige valg
Det lyder, som om du beder hovedbestyrelsen om at finde en ny formand. Er det sådan, vi skal høre det?
- Jeg tager konsekvensen af det kommunalvalg, vi har fået. Og jeg mener også, at der er en landstendens i det. Jeg kommer ikke til at skyde skylden for vores dårlige resultat på vores lokale folk. Det må vi som ledelse tage ansvaret for.
Hvem håber du vil stille op?
- Der er nogle ting, man skal finde ud af, om man skal blande sig i. Jeg skal være bevidst om, at mit ansvar som formand er at sørge for, at der er en ordentlig proces i forhold til det her. Det er partiet, der må finde ud af, hvordan man kommer bedst videre.
Fortsætter du som formand, hvis ikke der kommer ekstraordinært årsmøde?
- Det må vi afvente at se efter hovedbestyrelsesmødet. Jeg har åbnet mine kort, lagt tingene frem og sagt, at jeg er parat til at tage den fulde konsekvens af det her, siger Kristian Thulesen Dahl.
Hovedbestyrelsesmedlem: En dårlig idé
Det er dog ikke alle, der synes, at det er en god idé at indkalde til ekstraordinært årsmøde.
En af dem, der skal stemme om det ved mødet i weekenden, er Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti og medlem af hovedbestyrelsen.
Hun kan ikke se et alternativ til Kristian Thulesen Dahl lige nu.
- Jeg kan bare ikke se, at der er nogen andre, der kandiderer til formandsposten. Derfor synes jeg, det er svært med et ekstraordinært årsmøde nu, siger Liselott Blixt.
Der er tidligere blevet peget på Morten Messerschmidt som formand?
- Jamen, Morten venter jo på en retssag. Vi kan ikke begynde at gøre noget, før vi ved, hvad det ender med.
Så du ønsker, at Kristian Thulesen Dahl bliver som formand?
- Ja, jeg kan ikke se, at der er andre, der kan overtage den post lige nu, siger hun.
Partiets grundlægger, Pia Kjærsgaard, siger, at hun lige nu kun har en kommentar.
- Jeg har kun en kommentar, og det er, at jeg tænker virkelig meget på alle de byråds- og regionsrådsmedlemmer, som ikke er blevet genvalgt, og som har gjort et kæmpearbejde. Dem har jeg tænkt på siden i går aftes og hele natten. Det sårer mig og smerter mig rigtig meget, siger hun.
I videon herunder kan du se en reaktion fra Pia Kjærsgaard