Thulesen Dahl-kritiker melder sig ud af DF

Byrådspolitiker Hans K. Sønderby, der opfordrede DF-formand til at trække sig, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Lokalpolitikeren Hans K. Sønderby har i et læserbrev i Avisen Danmark skrevet, at "Thulesen Dahl bør træde et skridt tilbage og gøre plads til en meget klart kommunikerende Morten Messerschmidt". (arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Byrådspolitiker Hans K. Sønderby fra Esbjerg har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Det skriver jv.dk.

Udmeldelsen kommer efter et læserbrev i Avisen Danmark, hvori Hans K. Sønderby udtrykte sin utilfredshed med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han ønskede i stedet for, at Morten Messerschmidt overtog formandsposten.

- Med de udmeldinger fra centrale personer, blandt andet bestyrelsesmedlemmer i partiforeningen, jeg har kunnet læse på blandt andet Facebook, så er der ikke længere basis for et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde fremadrettet. Derfor har jeg sendt min udmeldelse til Dansk Folkepartis hovedkontor i København, siger lokalpolitikeren til jv.dk.

Hans K. Sønderby fortsætter som løsgænger i byrådet.

Han er skuffet over den megen kritik, han har modtaget i kølvandet på sine udtalelser fra flere af sine partifælder.

- Det er Hans K. Sønderby, der har været på et togt. Jeg ved ikke, hvad han har gang i, har blandt andre viceborgmester i Esbjerg Kommune, Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti sagt om læserbrevet.

Ifølge Hans K. Sønderby udtrykte han sin bekymring over, at Dansk Folkeparti har fået tæsk i flere meningsmålinger og, som han udtrykker det; "har nærmet sig spærregrænsen".

- (..) Det kan ikke nytte, at jeg ikke må udtrykke mig rimeligt klart om mine holdninger. Det kunne så ikke tåles, og nu har jeg så sommerferien til at tænke over, hvad der skal ske, lyder det.

Facebook
Twitter