Thulesen Dahl og Frederiksen glæder sig over tæt samarbejde

- Kristian (Thulesen Dahl, red.) og jeg arbejder meget på samme måde, siger Mette Frederiksen (S) i dobbeltinterview med DF-formanden.

De to partiformænd har - sammen med 3F’s forbundsformand Per Christensen - ladet sig interviewe til Fagbladet 3F om nogle af de emner, der samler partierne på tværs af blokke. (Foto: Henning Bagger og Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er blevet interviewet sammen af Fagbladet 3F.

I interviewet taler de to partiformænd varmt om det tætte samarbejde partierne i mellem.

- Egentlig oplever jeg, at Kristian (Thulesen Dahl red.) og jeg arbejder meget på samme måde. Når der er et problem, der skal løses, så sørger vi for at finde et ordentligt svar, siger Mette Frederiksen til Fagbladet 3F.

- Og det er faktisk lykkedes os på en række områder at gøre i fællesskab. Jeg er glad for samarbejdet, og hvad fremtiden bringer, det får fremtiden jo at vise, siger hun.

Kristian Thulesen Dahl forklarer blandt andet, at Dansk Folkepartis dialog med Socialdemokratiet blev væsentligt bedre, efter Mette Frederiksen overtog formandsposten fra Helle Thorning-Schmidt.

I interviewet bliver begge partiformænd spurgt ind til, om de kan se sig selv danne regering sammen. Ingen af de to svarer direkte på spørgsmålet, men Kristian Thulesen Dahl forklarer dog, at positionerne i dansk politik ikke er støbt i cement til evig tid.

- Vi vil bruge al vores energi på at skabe muligheden for Dansk Folkeparti til at kunne lave et flertal med flere partier i Folketinget, siger han til Fagbladet 3F.

Spurgt om, hvorvidt Mette Frederiksen vil afvise at gå i regering med Dansk Folkeparti, siger hun:

- Jeg tror, at jo tættere vi kommer på et valg, jo flere bogstavlege vil der være.

/DR Nyheder/